FREDERICIA

Lørdag den 1. december er World AIDS Day

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Lørdag den 1. december, er World AIDS Day.

Siden 1988 har verden hvert år markeret dagen. World AIDS Day handler om at fortsætte kampen mod hiv-epidemien, om at vise sin støtte til dem, der lever med hiv-smitte, og om at mindes dem, der er døde af AIDS.

FN’s tema for dette års World AIDS Day er ”Know your status”. Hvis man kender sin hiv-status, ved man, om man er smittet eller ej. Hvis man er i tvivl om man er smittet, eller tror, man kan have været udsat for smitte, er det en god ide at få taget en test.

Er man smittet, kan man med den moderne hiv-medicin leve sit liv ved godt helbred, uden at udvikle AIDS, og uden at smitte andre. Forskning har vist, at velbehandlede hiv-smittede ikke kan smitte andre, fordi virus i kroppen bliver holdt nede af medicinen.

”Det er derfor, det er så vigtigt at blive testet” fastslår Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, ”fordi en hiv-diagnose for længst er holdt op med at være en dødsdom. Med den rette behandling undgår den smittede at udvikle alvorlig sygdom, og samtidig er vedkommendes partnere beskyttet mod smitte”.

Er man ikke smittet, kan man beskytte sig for at forebygge infektion. For de fleste er det nok at bruge kondom, men nogle kan have brug for at supplere med medicin i perioder af livet, såkaldt PrEP-behandling. PrEP står for pre-eksposure prophylaxis, dvs. medicinsk forebyggelse forud for smitteudsættelse.

”Kondomer er den vigtigste forebyggelse, og de beskytter også mod andre sexsygdomme. Men vi ved, at det for nogle af forskellige årsager kan være svært, og Sundhedsstyrelsen anbefaler PrEP til personer i særlig risiko for smitte. Mange europæiske lande har allerede indført PrEP eller er i gang med det, og det anbefales også af WHO. Derfor udgav Sundhedsstyrelsen allerede sidste efterår anbefaling om brug af PrEP i Danmark. Og derfor er vi også rigtig glade for, at regionerne nu har grebet bolden og indfører PrEP som et tilbud til dem, der har brug for det i en periode af deres liv. Vi skal have smitten endnu længere ned, helst så langt at der ikke sker ny smitte her i landet”, siger Søren Brostrøm.

I Danmark konstateres stadig nye tilfælde af hiv-smitte hvert år. I 2017 blev der anmeldt 182 nye tilfælde af hiv i Danmark, hvoraf lidt over halvdelen var smittet her i landet. Ca 4 ud af 10 hiv-smittede får først stillet diagnosen sent. Ca. 5.800 personer lever med hiv-smitte i Danmark, og det anslås, at der er ca. 600 flere, som ikke ved, at de er smittet.