FREDERICIA

Madsby Legepark klar til ny sæson

Udgivet af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Madsby Legepark er klar til ny sæson, der byder på nyt kaninhus og nyrenoveret Tarzanbane

Madsby Legepark kickstarter en ny sæson med at indvie nyt kaninhus og nyrenoveret Tarzanbane mandag den 3. april, og alle er inviteret med. Kaninhuset indvies kl. 10.30, hvor formand for Kultur- og Idrætsudvalget Lars Ejby kommer forbi og klipper den røde snor over, og kl. 11.00 går turen videre til Tarzanbanen.

 

Kaninhuset og Tarzanbanen har været under opførelse i løbet af efteråret og vinteren. Tarzanbanen mangler det sidste forløb, som forventes at stå klar til brug i løbet af de næste par måneder.

 

Kom tæt på de søde små dyr 

I det nye kaninhus kan børn komme ind og klappe de søde små dyr. Kaninerne får også deres helt eget område, hvor de kan tage sig et hvil. En gris af den gamle danske landrace med et par søde smågrise flytter også ind i legeparken. Desuden får legeparkens fugle mere plads i de nyindrettede voliere, og de to araer kan opleves udendørs i deres nye udvendige voliere.

 

Åbningstider i Madsby Legepark

Lørdag den 1. april kl. 10 åbner legeparkens mange aktiviteter, hvor du både kan tage en tur i bådene, køre i Madsby-Toget, spille minigolf og bruge grillene. Shoppen åbner også med mange nye og spændende varer i alle prisklasser, og i Madsby Kiosken kan du købe mad og drikke.

 

I april og frem til 7. maj har Madsby Legepark åbent alle hverdage kl. 10 til 16, weekender og helligdage kl. 10 til 18. Fra 7. maj fra kl. 10 til 19.

 

Fakta

 

  • Byrådet bevilligede i 2016 midler til at etablere et nyt kaninhus og renovering af Tarzanbanen.
  • Besøgstallet for Legeparken i 2016 var ca. 315.000 gæster fordelt på hele året.