Home FREDERICIA Madsbyparken i Fredericia får ny leder

Madsbyparken i Fredericia får ny leder

Madsbyparken i Fredericia får ny leder
0

Til august byder Fredericia Kommune velkommen til Kasper Findahl, der skal være leder for Madsbyparken.

Fredericia Kommune ansætter Kasper Findahl som ny leder af Madsbyparken, der dækker over Fredericia Idrætscenter, den historiske miniby og Madsby Legepark. Ansættelsen sker pr. 15. august.

Vi havde et stærkt ansøgerfelt, men jeg er ikke i tvivl om, at vi har valgt den helt rigtige til at stå i spidsen for Madsbyparken. Kasper er både holdspiller og frontløber, og det er vigtigt at kunne mestre begge dele i stillingen, siger kultur- og fritidschef Bodil Schelde-Jensen.

Kasper Findahl er 38 år og bosiddende i Fredericia, hvor han er vokset op. Han er handelsuddannet og har en HD i organisation og ledelse, og for år tilbage var han konsulent ved Fredericia Uddannelsescenter.

Siden har han været salgschef ved FC Fredericia og senest været national salgschef hos FLEX1ONE. Derudover har han en idrætslig baggrund med i bagagen, nemlig som halvtidsprofessionel håndboldspiller.

Jeg er utroligt glad for og stolt over, at jeg er blevet peget på til at stå i spidsen for Madsbyparken. Fredericia Kommune har med rette store ambitioner for Madsbyparken, og jeg glæder mig til at være med til at indfri det enorme potentiale sammen med de dygtige medarbejdere, lokale organisationer, borgere og erhvervslivet, ” siger Kasper Findahl.

Kasper Findahl blev valgt blandt 34 ansøgere. Stillingen har været ledig, siden centerdirektør Bent Bjerre Jørgensen gik på pension sidste år.