Kultur

Musicalsucces skal omsættes til uddannelser

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Musicalsucces skal omsættes til uddannelser

 

Den Danske Scenekunstskole og Fredericia Kommune indgår samarbejde om udvikling og tiltrækning af nye uddannelser i Fredericia. Første opgave bliver at skabe en musicaluddannelse på kandidatniveau.

 

Uddannelsesudvalget har indgået en ny samarbejdsaftale mellem Musicalakademiet og Fredericia Kommune, der skal skabe nye uddannelser inden for musicals og scenekunst.

 

”Fredericia Teater og Musicalakademiet har med kreative visioner og hårdt arbejde skabt et kraftcenter for musicals i Fredericia. Vi vil i uddannelsesudvalget gerne være med til at bruge de unikke kompetencer og ressourcer, vi har i Fredericia, til at udvikle nye uddannelser inden for musicalområdet. Første opgave bliver at etablere en kandidatuddannelse i musical”, siger Pernelle Jensen, formand for Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune.

 

Musicalakademiet skal med aftalen bidrage til at udvilkle nye og eksisterende uddannelser i Fredericia Kommune, samt tiltrække nye uddannelser til kommunen. Samarbejdsaftalen vækker også glæde på Musicalakademiet, hvor de seneste års fredericianske musicalsucces har givet ambitioner om at skabe flere uddannelser.

 

”Set med mine briller er samarbejdet mellem Musicalakademiet og Fredericia Kommune et skoleeksempel på, hvor langt visionerne rækker, når ambitiøse og kompetente faglige kræfter parres med politisk vilje og handling. Vores uddannelse har ikke engang en snes år på bagen, og det til trods er både akademiet og Fredericia By allerede internationalt kendt for at uddanne musicalperformere af højeste kvalitet. Jeg glæder mig meget til at fortsætte samarbejdet og til at fastholde og udvikle akademiets status som førende inden for vores område af scenekunsten, siger Thomas Agerholm, leder af musicaluddannelsen i Fredericia.

 

Musicalakademiet har flere gange vist, at de kan skabe morgendagens stjerner. Flere store roller i Fredericia Teaters mange succesforestillinger, som Aladdin, Den Lille Havfrue, Shu-bi-Dua the Musical og senest Klokkeren fra Notre Dame, har været besat af tidligere studerende fra akademiet.

 

”Aftalen med Musicalakademiet er et vigtigt skridt i arbejdet med at videreudvikle Fredericia som uddannelseby. Det er noget særligt, at vi nu har udsigt til at kunne skabe en kandidatuddannelse i musical her i Fredericia. Det understreger, at vi har store ambitioner, når det kommer til at tiltrække og skabe nye uddannelser i Fredericia”, siger Pernelle Jensen.

 

Udover at forpligte sig til arbejdet med at udvikle nye uddannelser stiller Musicalakademiet også sine kompetencer til rådighed for studerende på andre uddannelser i Fredericia Kommune. Aftalen træder i kraft 1. januar 2017 og løber i første omgang i fire år.

 

Om Musicalakademiet i Fredericia

Den Danske Scenekunstskole, Musicalakademiet Fredericia udbyder Danmarks eneste 3-årige videregående uddannelse i sang, dans og drama. Uddannelsen har til formål, at kvalificere de studerende til professionelt arbejde inden for musicalgenren, ved at give dem kunstneriske, teoretiske og praktiske færdigheder. Musicalakademiet nyder stor international anerkendelse og samarbejder i dag med mange af de største verdensnavne inden for genren.