Home Læserdebat Nogle jubler, men det er en misforståelse
Nogle jubler, men det er en misforståelse

Nogle jubler, men det er en misforståelse

0

I Fredericia Dagblad kan man d. 29/12 læse, at Kanalbyen får lov til at udlede grundvand til Fredericia Spildevand. Nogle jubler, men det er en misforståelse, at det skulle være en sejr eller noget positivt.

Det giver ikke meget mening at køre arsen-forurenet grundvand igennem spildevandsanlægget. Det renser ikke for eksempelvis arsen og er ikke sat op til at håndtere den type forurenet vand, som man finder under industrigrunde. Der renses for helt andre ting. Det forurenede grundvand fra Kanalbyen bliver markant bedre renset, hvis det renses på stedet, med særligt tilpassede metoder, sådan som det har været indtil nu.

Selv om jeg ikke synes den hidtidige løsning har været godt nok, fordi man ikke har medregnet forureningen i Lillebælt og ikke engang har adgang til opdaterede målinger, er løsningen dog bedre end den der påbegyndes nu.

Jeg frygter, at Kanalbyen har søgt om lov til at udlede via spildevandsanlægget fordi det er meget lettere og billigere for dem. Det kommer havmiljøet så til at betale for…

Samtidig arbejder vi med at få forbedret rensningen i Kanalbyen. Blandt andet med den henvendelse til miljøministeren, som Enhedslisten fik vedtaget på sidste byrådsmøde. Men at en rensningen i Kanalbyen stadig kan forbedres, betyder altså ikke, at det så er godt at udlede via spildevandsanlægget. 

SF’s Marianne Thomsen (MT) har en plads i bestyrelsen i Fredericia Spildevand. En post de fik af valgforbundet (med A, Ø og R), fordi de ikke blev genvalgt til byrådet i 2017. Da SF sad i byrådet kæmpede MT hårdt for, at Skærbækværket ikke måtte rense spildevand på deres eget anlæg, selv om den løsning ville rense vandet bedre for den type forurening de tilførte vandet. SF ønskede at spildevandet blev ledt til spildevandsanlægget ved Røde Banke – også selv om det betød dårligere rensning og mere udledt forurening til Lillebælt. Så det ville være spændende at høre hvor det såkaldt grønne parti SF står i denne sag. Jeg er bekymret.

Jeg håber, at bestyrelsen i spildevand vågner op og begynder at undersøge mulighederne for rent faktisk at rense den type forurenet vand. Fredericia løber ikke tør for forurenet grundvand fra industriområder lige foreløbig. Måske skulle spildevandsanlægget tilpasses til beliggenheden og den type opgaver der kommer ind?

Cecilie Roed Schultz

Næstformand for Børne- og Skoleudvalget

Byrådet

Fredericia Kommune