Home FREDERICIA NU OMBYGGES KRYDSET VED AFKØRSEL 59

NU OMBYGGES KRYDSET VED AFKØRSEL 59

NU OMBYGGES KRYDSET VED AFKØRSEL 59
0
Der er trængselsproblemer i både det sydlige og nordlige rampekryds i motorvejskryds 59 ved Fredericia. Vejdirektoratet bygger nu krydset om i samarbejde med Fredericia Kommune for at mindske de trafikale gener på lokaliteten. 

Om morgenen er der primært problemer med at afvikle trafikken fra motorvejen, og om eftermiddagen primært problemer den anden vej mod motorvejen.

Sådan kan trafiksituationen nogenlunde opsummeres i motorvejskryds 59 ved Fredericia Syd. Trængselsproblemerne er både til almindelig gene og frustration for de mange trafikanter, men i særdeleshed også farlige, da der jævnligt forekommer tilbagestuvning af biler på motorvejen ved frakørselsramperne og dermed risiko for farlige situationer.

Nu tager Vejdirektoratet og Fredericia Kommune imidlertid fat på at løse problemerne med en omfattende ombygning af motorvejskrydset.

Ombygning af begge kryds

  • Det nordlige rampekryds bliver udbygget med en ny vestvendt rampe, en såkaldt shunt, hvor man kan svinge til højre mod Kolding. Rampen flettes sammen med nuværende sløjferampe mod Kolding, inden disse flettes sammen med motorvejen. Som en konsekvens af den nye rampe fjernes nuværende venstresvingsspor. Ved nuværende sløjferampe etableres et nyt højresvingsspor.
  • Det sydlige rampekryds bliver udbygget med ekstra svingspor på den sydlige frakørselsrampe. Ved tilslutningen til Snoghøj Landevej vil der således efter ombygningen være to højresvingsspor, et ligeudspor og et højresvingsspor. Tilkørselsrampen forsynes med et ekstra spor. På Snoghøj Landevej ved sydlige tilslutning etableres et nyt højresvingsspor, og ved nordlige tilslutning suppleres nuværende venstresvingsspor med et nyt.

Vejdirektoratets projektleder Peter Sveistrup Kristensen forventer, at ombygningen af motorvejskryds 59 vil lette trafikafviklingen i lokaliteten meget.

“I det nordlige rampekryds vil den helt nye tilkørselsrampe mod Kolding betyde, at trafikanter ikke længere skal holde i kø på Snoghøj Landevej for at kunne dreje til venstre ud på rampesløjfen og videre på motorvejen. Efter ombygningen kan man bare dreje direkte til højre på shunten mod Kolding. I det sydlige rampekryds medfører de ekstra spor, at vi øger kapaciteten, så vi samlet får gjort noget ved trængslen i motorvejskryds 59 med ombygningen,” siger Peter Sveistrup Kristensen, som tilføjer, at der i begge kryds også er forbedringer på vej for fodgængere, idet der begge steder etableres fodgængerfelt, så fodgængere kan komme sikkert over.

 

Dæmmer op for trængsel

Egentlig er den forestående ombygning af motorvejskryds 59 en naturlig fortsættelse af den ombygning, som allerede startede i 2015 med et ekstra spor på frakørselsrampen i det nordlige rampekryds. Denne “første etape” løste ikke trængselsproblemerne, men var alene et første skridt på vejen mod en mere gennemgribende ombygning.

Projektet er et såkaldt medfinansieringsprojekt, det vil sige et projekt som i dette tilfælde finansieres af Fredericia Kommune og Vejdirektoratet. I aftalen indgår, at kommunen i alt betaler 18,3 mio. kr. af det samlede budget på 39,4 mio. kr.
Det er en tilfreds Fredericia-borgmester, som ser frem til at få gjort noget effektivt ved trængselsproblemerne.

“Det står højt på byrådets dagsorden at få dæmmet op for trængslen på vores veje. Det koster tid og penge for både borgere og virksomheder, når trafikken snegler sig afsted. Så skal vi fortsat udnytte vores centrale placering i Danmark, skal det være let at komme til og fra Fredericia i bil. Også om morgenen og efter arbejde, hvor mange sætter sig bag rattet. Ombygningen af motorvejskryds 59 er et stort projekt, som kommunen har arbejdet aktivt for de sidste otte år. Så det har været længe undervejs. Jeg glæder mig over, at anlægsarbejdet nu går i gang, så vi får en bedre og mere smidig trafikafvikling i området”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Anlægsarbejdet startes så småt op først i maj måned med rydning og indretning af arbejdsplads og skal være færdigt inden udgangen af november 2020. Det bliver entreprenørfirmaet Kølkær Entreprenør, som primært skal stå for ombygningen. Ombygningen af signalanlæggene skal dog udføres af ITS teknik.

tags: