FREDERICIA

Ny dato for ungebyrådsvalget

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Den 4. februar 2015 skal byens unge til de elektroniske stemmeurner

 Det planlagte valg til ungebyrådet i november blev udskudt, fordi der var for få kandidater. Der er nu fundet en ny dato for valget, og der arbejdes på at få flere unge til at stille op.

”Den nye valgdato er den 4. februar 2015, og de unge kan stille op frem til 14. januar 2015. Vi er ude og prikke til potentielle kandidater, og vi tror på, at vi får nok opstillede til at afholde valget”, fortæller chefkonsulent Gurli Tinggaard Nielsen fra Børn & Unge.

Børn & Unge vil tilbyde hjælp til at lave PR materiale for alle kandidaterne, og materialet vil blive lagt på hjemmesiden ungevalg7000.dk. Fredericia Ungebyråd har også en facebookside, hvor man kan holde sig orienteret op til valget. Når valget går løs den 4. februar, bliver det som altid via en elektronisk afstemning.

I perioden frem til valget er der nedsat et ungepanel, som består af de kandidater, der allerede er opstillet. Ungepanelet har allerede haft deres første opgave. De har nemlig været ude og kigge på de Unge-spots, der er i byen, og kommet med gode ideer og kommentarer til dem. De har også trukket nogle af deres ideer ud og sendt dem ind til konkurrencen ’Gang i byen’, der handler om, hvordan vi gør midtbyen mere levende. Blandt idéerne er regnbuer på byens lygtepæle, neonfarvede lygtepæle, der lyser i mørket og tegninger på jorden i 3d-form.