Ny hudlægeklinik i Fredericia

Ny hudlægeklinik i Fredericia

Ny hudlægeklinik i Fredericia

0

Hudlæge flytter ind på Fredericia Sundhedshus til maj 

Når den nye hudlægeklinik åbner i sundhedshuset til maj, bliver det med erfarne hænder ved roret. Hudlæge Birgitte Stausbøl-Grøn har arbejdet i hospitalsvæsnet i mange år, blandt andet i Afdeling for Hud- og Kønssygdomme og senest som overlæge på Århus Universitetshospital.

Birgitte Stausbøl-Grøn skifter altså ikke blot arbejdspladsen i Århus ud med klinikken i sundhedshuset her i Fredericia, men hun skifter også fra hospitalsvæsnet til det nære sundhedsvæsen, og det er noget, hun glæder sig meget til

”Jeg holder meget af Lillebæltområdet, og jeg føler mig privilegeret over at kunne bidrage til det nære sundhedsvæsen her. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med de andre aktører i sundhedshuset, men også til det bredere samarbejde med resten af Lillebæltsområdet og Region Syddanmark”, siger Birgitte Stausbøl-Grøn.

Lokal speciallægeklinik

Der er normalt lang ventetid på at få en tid hos hudlægen i Fredericia, men Region Syddanmark har besluttet at udbyde et nyt ydernummer og oprette en ny klinik. Det er denne nye klinik, som åbner på sundhedshuset i maj i år, og det er meget positivt for Trekantområdet, at der kommer en ny hudlægeklinik, der kan sikre, at ventetiden til dette speciale gøres kortere. Lokale speciallægetilbud giver borgere, som bliver henvist af deres egen læge, mulighed for at blive set af en speciallæge tæt på hjemmet.

”Jeg vil gerne takke Region Syddanmark for godt samarbejde omkring de nye funktioner. Vi har efterhånden fået samlet rigtig mange forskellige ekspertiser i sundhedshuset, og med den kommende hudlægeklinik er vi ét skridt tættere på målet om at tilbyde fredericianerne det bredeste og bedst mulige sundhedstilbud tæt på deres egen bopæl”, siger formanden for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen.

Hudlægeklinikken vil bl.a. få et godt fagligt samarbejde med den kommende sygeplejeklinik, apoteket og de praktiserede læger på sundhedshuset.