FREDERICIA

Ny spildevandsplan dukker op til overfladen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En ny spildevandsplan skal lette presset i kloakken og forbedre vandmiljøet i kommunen  

Bynær natur med bække, våde engområder og 40 km kyststrækning. Vand er kilden til meget godt og meget ballade i Fredericia – og særligt på kraftige regnvejrsdage, hvor kloakkerne kan have svært ved at følge med. Onsdag den 12. august blev Miljø- og Teknikudvalget præsenteret for et forslag til en ny spildevandsplan – Spildevandsplan 2020, der skal være med til at fremtidssikre Fredericia Kommune på spildevandsområdet og samtidig øge vandkvaliteten i kommunen.

”Den nuværende spildevandsplan er helt tilbage fra 2013. Siden er der sket en masse på klimaområdet, og der er kommet nye måder at løse tingene på. Det er derfor på tide, at vi får lavet en ny”, siger Christian Bro, formand i Miljø- og Teknikudvalget 

I planen vil kommunen blandt andet se på forskellige måder at håndtere regnvandet på – for eksempel ved at lave mere tidssvarende regnvandsbassiner og oprense de eksisterende. Den indeholder også en 10 års aktivitetsplan for fornyelse af kloaksystemet, som allerede nu er godt i gang. 

”Klimaændringerne stiller større krav til vores kloaksystem, og sammen med vores forsyning Fredericia Spildevand og Energi A/S er vi godt i gang med at gøre vores kloakker klar til fremtiden. Det kommer ikke kun til at forbedre vandkvaliteten i bl.a. Ullerup Bæk med tiltagene i Nørrebrogadekvarteret men også i Lillebælt”, siger Christian Bro, formand i Miljø- og Teknikudvalget. 

Mindre pres på kloakken

I Fredericia Kommune har man valgt at semiseparere kloaksystemet, så der kommer en separat regnvandskloak til vejvand og tagnedløb fra de ejendomme, som har facade mod vejen. På den måde aflastes fælleskloakken og renseanlægget for fremtidens øgede regnmængder, og regnvandet ledes de rigtige steder hen – f.eks. i Lillebælt. Det betyder også, at der ved oversvømmelser er mindre risiko for, at spildevand løber ud i naturen, da overløb fra fælleskloakken reduceres. Det forbedrer vandmiljøet. 

Klima tænkes ind i byplanlægning

Netop klimaforandringerne har betydet, at Fredericia Kommune i flere år har arbejdet med klimatilpasning. Blandt andet ved at etablere søer og vådområder langs Ullerup Bæk, hvor vandet presser sig på med risiko for overløb, og som noget nyt deltager Fredericia Kommune sammen med Odense Kommune i et forskningsprojekt på Arkitektskolen i Aarhus. 

”Det giver rigtig god mening for Fredericia at deltage i et forskningsprojekt, hvor vi undersøger, hvordan vi bedst muligt kan tænke vand og klimatilpasning ind i byplanlægningen. Vi gør det allerede i Kanalbyen, hvor det fungerer rigtig godt”, siger Lise Nielson, næstformand i Miljø- og Teknikudvalget.  

Digital plan: Nem at bruge 

Spildevandsplan 2020 er digital, hvilket også gør den nem at bruge for forskellige målgrupper som f.eks. borgere, virksomheder og medarbejdere, og så er den nem at opdatere. For at følge med udviklingen tilpasses planen en gang årligt, hvor det før har været hvert fjerde år. 

Forslag til Spildevandsplan 2020 skal godkendes af Fredericia Byråd og bagefter sendes den i offentlig høring i otte uger. 

Fakta om Spildevandsplan 2020 

  • Spildevandsplan 2020 udgør Fredericia Kommunes retlige grundlag for administration af spildevandsområdet i de kommende år. 
  • Planen skal medvirke til at opfylde miljøkvalitetsmål og serviceniveau over for borgerne mht. afledning af regn- og spildevand. 
  • Planen indeholder tre helt overordnede fokusområde: natur- og miljøhensyn, forsyningssikkerhed og klimatilpasning. Og tre faglige fokuspunkter: Vandområder (recipienter), regnvandsbassiner og overløb fra fællessystemet. De tre fokuspunkter skal tænkes ind, når de forskellige indsatser gennemføres for at opnå synergi og positive sidegevinster. 
  • Planen indeholder en revideret version af kommunens administrationsgrundlag på spildevandsområdet, herunder også en revision af retningslinjerne i ”Vejledning til etablering og renovering af regnvandsbassiner i Fredericia Kommune”. Borgere og virksomheder har mulighed for at holde sig orienterede om initiativer på spildevandsområdet de næste mange år.