FREDERICIA

Ny strategi skal gøre Fredericia mere bæredygtig

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Et enigt byråd har netop vedtaget en ny strategi for bæredygtig udvikling i Fredericia. Målet er at give en endnu bedre kommune videre til kommende generationer.

Vækst og velfærd på en bæredygtig måde! Dét er temaet for en helt ny strategi, som politikerne i Fredericia netop har godkendt på årets sidste byrådsmøde. Strategien hedder Fredericia for Verdensmålene. Her beskriver politikerne med i alt syv temaer, hvordan de vil udvikle kommunen frem mod 2030.

”Vi ser det som vores vigtigste opgave at skabe en kommune, der danner rammen om det gode liv for vores borgere, både nu og i fremtiden. At vi giver borgerne endnu bedre mulighed for at leve et godt og langt liv, og at alle får lige muligheder for at lykkes, uanset om man er vokset op med have og havudsigt eller i en socialt udfordret boligblok. Også vores vækst skal ske på en bæredygtig måde, så vi skaber nye arbejdspladser, samtidig med at vi passer godt på vores klima, natur og vandmiljø. Så det er bæredygtighed i den allerbredeste forstand”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.  

Både borgere, virksomheder og organisationer har været med til at udvikle den nye strategi. Bl.a. på en folkehøring i april og på en stor workshop i sommer. Derudover har alle de politiske fagudvalg drøftet tidligere udkast for at sikre, at strategien går på tværs af alle kommunale områder.

Fra verdensmål til hverdagsmål

Fredericia for Verdensmålene udgør den bæredygtighedsstrategi, som alle kommuner ifølge loven er forpligtet til at lave i hver valgperiode. I Fredericia tager den, som navnet antyder, udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det betyder konkret, at strategien peger på, hvilke verdensmål de enkelte ambitioner er med til at opfylde. 

Politikerne forsikrer, at strategien kommer ud at leve og bliver til virkelig politik: 

”Vi har brugt mange timer og kræfter på at formulere en retning, som vi kan se os selv i mange år frem. Strategien er forankret bredt politisk, og det er med til at sikre, at den får langvarig betydning for vores måde at drive kommune på. Det er ikke bare et skuffepapir med en masse flotte hensigtserklæringer. Hele byrådet står bag den og kommer til at følge den op med konkrete handleplaner og initiativer på tværs af fagområder, så verdensmålene bliver til hverdagsmål, og strategien til reel politik, der kan mærkes”, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro. 

”Strategien danner allerede rammen for vores ansøgning til WHO om igen at blive en del af Healthy Cities Network frem til 2024. Her går arbejdet også på tværs af kommunens områder, netop fordi det er en helhedsorienteret indsats, der skal til for at skabe en kommune, hvor borgerne trives. Her handler det ikke bare om ens fysiske velbefindende, men også om ens glæde over at være i verden. Fx at man har mulighed for at være en del af forskellige fællesskaber, at der er grønne områder at færdes i og gode jobmuligheder til én selv og ens familie. Så strategien er en rigtig god overlægger for dét arbejde, som venter”, siger formand for Sundhedsudvalget Susanne Eilersen.  

Til næste år skal byrådet bl.a. i gang med at drøfte nye politikker på sundhedsområdet, klimaområdet og erhvervsområdet. De vil alle tage udgangspunkt i ambitionerne formuleret i Fredericia for Verdensmålene.