FREDERICIA

NYE LÆRINGSMILJØER FOR TALENTFULDE UNGE I FOLKESKOLEN

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

Alle elever skal udfordres – men på forskellig vis :

Kulturinstitutioner i Fredericia vil være med til at understøtte nye læringsmiljøer for talentfulde unge i folkeskolen

Læring skal give mening for alle, og derfor er der på Fredericias folkeskoler hen over skoleåret en række særlige tilbud til de elever, som gerne vil udfordres lidt mere. F.eks. kan elever i 7.-9. klasse komme på hold på tværs af skolerne og lære om robotter og programmering på Fredericia Gymnasium, men de kan også lære om sprog i virkeligheden på IBC. Alle ungdomsuddannelserne er gået sammen med Børn og Unge og skolernes talentvejledere om at give en række unge en ekstra udfordring i deres skoledag.

”Med vores talentprogrammer sætter vi fokus på de unge, der bliver motiveret af at sætte viden på spil, blive klogere på et bestemt område og som er bogligt stærke og godt kan lide at vide mere. Og nu udvider vi talentprogrammerne med fire nye tilbud”, siger Pernelle Jensen, formand for Uddannelsesudvalget.

Fra efteråret 2019 bliver der fire nye tilbud til elever i 7.-9.klasse i den mere kreative og musiske retning. Fire af Fredericias kulturinstitutioner er nemlig blevet en del af de talentilbud, som elever i folkeskolen gratis kan blive en del af.

”Det er virkelig stærkt, at vi i Fredericia har fået et talentsamarbejde i stand med vores fremragende kulturinstitutioner i Fredericia. Det er meget værdifuldt for vores børn og unge, når de møder et mangfoldigt læringsmiljø i skolen. Vi skal selvfølgelig have øje for talentet i alle børn, men vi vil gerne kunne tilbyde de særligt talentfulde unge mennesker et motiverende og udviklende læringsmiljø, hvor de kan mødes på tværs af skoler og nørde sammen”, siger formanden for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen.

De fire nye tilbud koordineres af skolernes talentvejledere i tæt samarbejde med klasselærer, elever og forældre, og afvikles fra efteråret 2019 til foråret 2020. Det er gratis for eleverne at deltage i tilbuddene, som ligger i skoletiden.

Fakta

De fire nye samarbejdspartnere er:

  • Den Danske Scenekunstskole & Fredericia Teater
  • Fredericia Bibliotek
  • Ungdommens Hus
  • Den Kreative Skole

Eksempler på nye undervisningstilbud er:

  • Creative writing på Fredericia Bibliotek,
  • Et musisk kreativt forløb på Den Kreative Skole,
  • Musikproduktion på Ungdommens Hus
  • Få udfordret ens kreative kompetencer på Fredericia Teater/Den danske scenekunstskole.

Tilbuddene er med til at udvikle kunst- og kulturtilbud for, med og af unge talenter i kommunens folkeskoler.