FREDERICIA

Offentlige toiletter får en opgradering

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kommunens offentlige toiletter opgraderes med penge fra det udvidede anlægsbudget 

Besøgende på land og til vands kan se frem til nye og bedre toiletforhold i Gl. Havn i Fredericia. Fredericia Byråd har sat 0,5 mio. kroner af til nye offentlige toiletter og en opgradering af de eksisterende i kommunen. Pengene kommer fra det udvidede anlægsbudget på 165 mio. kroner, som skal holde gang i hjulene under coronakrisen. 

”Gl. Havn har mange besøgende, og derfor er jeg godt tilfreds med, at vi til sommer kan tilbyde gode toiletforhold til alle havnens gæster samt badefaciliteter til gæstesejlerne”, siger Lise Nielson, næstformand i Miljø- og Teknikudvalget. 

De nye toiletter er en del af en samlet plan, der skal løfte havneområdet omkring Gl. Havn. Det sker i et samarbejde mellem Fredericia Kommune og Kanalbyen. Udover tre toiletter, hvoraf de ene er et handicaptoilet, er der også baderum til gæstesejlere. De nye toilet- og badefaciliteter forventes at stå klar til juni. 

Lige nu er alle offentlige toiletter lukkede pga. coronakrisen. Det udnytter Fredericia Kommune til at give dem et servicetjek. I vinters blev toiletterne i Norgesgade totalrenoveret, og flere er på vej til at få en ordentlig tur med børsten. 

”Jeg er godt tilfreds med, at vi lige går en runde på kommunens toiletter, for det er vigtigt, at vi har gode toiletforhold alle steder i kommunen. Vi ønsker at være klar til de handlende og forhåbentlig flere danske turister, der bliver hjemme og holder ferie i Danmark på grund af corona” , siger Inger Nielsen, medlem af Fredericia Byråd.