FREDERICIA

OMBYGNING PÅ SUNDHEDSHUSET : NYE INDFLYTNINGER OG ÆNDREDE PARKERINGSFORHOLD

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Flere ændringer og udfordringer i forbindelse med ombygning i 2019

Indgang lukkes og p-pladser ændres

 

Fredericia Sundhedshus er et hus i forvandling og med det nye år kommer et par ændringer af de større. Den midlertidige indgang C lukker, og ændringer i forbindelse med nye indflyttere kommer særligt til at berøre brugerne af varmtvandsbassinet og Lillebælt Fysioterapi og Træningsklinik.

Kommunen er efterhånden kommet rigtig langt med ombygningen fra sygehus til sundhedshus, og det betyder altså også, at nogle af de midlertidige løsninger, som blev lavet i starten af ombygningsprocessen, nu bliver erstattet af de permanente løsninger. Helt konkret betyder det, at indgang C lukker pr. 31. december 2018, og at borgerne i fremtiden skal benytte den nye hovedindgang via foyeren, også kaldet indgang A. Indgang C vil fra årsskiftet fungere som post- og vareindlevering, personaleindgang og til håndtering af hjælpemidler.

 

 

Kommer du til Fredericia Sundhedshus i bil efter den 31. december, og du skal til fysioterapeutklinikken eller bassinet, skal du enten benytte parkeringspladserne ved indgang B eller på vejen. Hvis du har brug for handicapparkering, så finder du pladser på parkeringspladsen mod volden foran indgang A eller på siden af pavillonbygningen.

Oveni lukningen af indgang C skal særligt brugerne af varmtvands bassinet og patienterne hos Lillebælt Fysioterapi og Træningsklinik være særligt opmærksomme på de kommende ændringer. Idet det kommende halve år byder på flere nye indflytninger på gangen ved varmtvands bassinet – nærmere bestemt Fodterapeut Lotte Rindal og Hørecenter dinlyd.dk. Deres lokaler skal gøres klar. Det betyder, at adgangen til henholdsvis varmtvands bassinet og Lillebælt Fysioterapi ændres i løbet af det kommende år. Der vil være opdateret skiltning i Sundhedshuset, som kan guide husets besøgende, ligesom det også altid er muligt at spørge husets receptionist om hjælp.