Læserdebat

Ondets rod i Fredericia?

Jens Jørn Pedersen · Sanddalvej 4 · Fredericia

Tilbage i 2019 var jeg til et møde i Demokrati Containeren. Det var ikke første gang, og som oftest var der god stemning og fine meningsudvekslinger. Indtrykket var, at de fleste gik hjem lidt klogere end de kom.

En aften kom Lars Ejby Pedersen, hvilket han selvfølgelig var velkommen til. Men det blev et problem, da han hele tiden afbrød og vel egentlig mente, at vi var der for ham? Lars Ejby Pedersen respekterede ikke de andre tilstedeværende og ikke ordstyreren.

Nu læser jeg, at Lars Ejby Pedersen sidder i kommunalbestyrelsen og her ydermere i Økonomiudvalget, formand i Senior- og Handicapudvalget, By- og Planudvalget. Lars Ejby er således en meget vigtig mand i kommunen og har været og er meget dybt involveret i diverse sager.

Jeg læser endvidere, at Lars Ejby er gift med Kirsten Blæhr, familiechef i Fredericia Kommune. Altså er Lars Ejby folkevalgt og sidder i udvalg, der vedrører ægtefællen Kirsten Blæhr. Det kunne måske være meget godt, men når der er rigtig mange problemer i familieafdelingen og ligeledes i ældre afdelingen, så kommer det tæt på. Desuden er Lars Ejby og Bente Ankersen medlemmer af bestyrelsen i plejecentret Ulleruphus, hvor der ser ud til at være tunge problemer. Bente Ankersen er desuden medlem af Senior- og Handicapudvalget, Sundhedsudvalget og formand for Børn- og Ungeudvalget. Er det sådan, at de ikke passer deres ansvar her?

Juridisk er det måske ikke et problem, men etisk er det efter manges opfattelse et stort problem. Det giver etiske habilitetsproblemer i meget stort omfang og er et stort roderi.

Man kan så spørge sig selv, om det er almindeligt for socialdemokrater, at de ikke forholder sig til etiske problemer, men lader advokater undersøge, om det giver juridiske problemer. Vi har lige haft den samme problemstilling med Søren Larsen, der sidder i Økonomiudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget og er formand for By- og Planudvalget. Der blev stillet spørgsmål ved hans habilitet relateret til Shells ønske om en brintfabrik opført tæt ved Shell Raffinaderiet. Han fik efter sigende en advokats udsagn om, at der ikke var habilitetsproblemer selv om han efter sigende har ansættelse hos Shell. Han følte det som et personligt angreb, at byrådskollegaer stillede tvivlsspørgsmål. Ingen tvivl om hans etiske inhabilitet, men umiddelbart vil han måske ikke juridisk kunne dømmes for inhabilitet. Der er kun at sige, at enhver fornuftig kommunalbestyrelsesmedlem ville overlade arbejdet til en anden, da vedkommende ville føle sig inhabil.

For nogen tid siden havde jeg en form for meningsudveksling med formanden for Socialdemokratiet Karsten Cordtz, hvor jeg fik indtrykket af, at han går ind for ikke at tage hensyn til etisk inhabilitet. Det er vist først når straffen nærme sig, at man stopper. Problemet for mennesker i almindelighed kan være, at grænserne glider. For år tilbage blev der lavet en film, der hedder ”Din nabos søn”, hvor problemet med menneskers svaghed overfor det glidende i den etiske opfattelse vises i al sin tydelighed. Man kan således skabe en kultur, hvor begreberne blive uklare.

Når jeg her anvender begreberne etisk habilitet og juridisk habilitet, så skyldes det, at det er den officielle definition på problemstillingen. Den hårfine grænse må vi overlade til jurister. Men det etiske er op til os som almindelige mennesker at vurdere. Og i særdeleshed til den enkelte politiker! Det er dog klart, at problemstillingen ikke er sort/hvid!

Man får så det samlede indtryk, at ordentlighed er uinteressant for Fredericias Socialdemokrati. Mit indtryk er også, at flere almindelige borgere og journalister er blevet truet med jura, hvis de har været lidt langt fremme med deres kritik. Om de har været tæt på injurier, skal jeg lade være usagt, men det slående er, at man bevæger sig rundt i juridiske overvejelser i stedet for etiskeovervejelser, hvor man sætter pris på ordentlighed. Er det i virkeligheden ondets rod i Fredericia Kommune? Er det et Socialdemokrati, der hverken er social eller demokratisk?

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv