FREDERICIA

Oysterband fejrer 40 års jubilæum

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Oysterband fejrer 40 års jubilæum

Koncert i Tøjhuset

Søndag d. 5. februar giver det super populære og musikalske Oysterband koncert i Tøjhuset.

Trods et 40 års jubilæum er Oysterband er et moderne folk-baseret britisk band, der spiller levende folk-rock, men ikke traditionel engelsk folkemusik i den forstand, men kærligheden til “rødderne” skinner dog stadig igennem. “Rødderne” – og en tradition med integritet, masser af indlevelse og lidenskab, og menneskelige følelser. Folk, rock … uanset hvad vi kalder det, er det god musik! Oysterband har opbygget et stort hengivent publikum i Danmark gennem mange besøg siden starten i 1976. Fuldt fortjent: De rammer dig første gang, du hører dem, og senere glædes du over gensynet.

Bandet opstod i og omkring Canterbury, hvor nogle af medlemmerne studerede. I 80’ernes England med fokus på rock og postpunk var det svært at placere Oysterband, og det var ikke særlig hipt at være et folk-band.

Men musikken trak alligevel et publikum til, og de blev siden beskrevet som nogle af grundlæggerne af den engelske folkrock. Sammen med June Tabor har de bl.a. gjort rent bord ved BBC Folk Awards 2012, og vundet alle de fire kategorier, de var nomineret i, deriblandt den prestigefyldte “Best Album”, med albummet ”Ragged Kingdom”.

Så de er “still going strong”.

En koncert med Oysterband er en stærk og dynamisk oplevelse. De er kendt for at levere varen plus lidt til! Deres koncerter er meget sammenlignelige med den skotske gruppe Runrig. Så der venter publikum en medrivende og intens musikoplevelse.

Billetter til koncerten, der starter kl. 20, kan købes på tojhuset.billetten.dk, på Fredericia Bibliotek samt i Tøjhuset.