FREDERICIA

POLITI FIK KÆMPET MOD NPF DELTAGERE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Politiet fik kamp til stregen i Fredericia

Folk stod i kø for at få lov at dyste mod politiet i computerspillet Counter Strike, da 5000 gamere mødtes i Fredericia i weekenden for at nørde igennem til Danmarks største gamingevent, NetParty Fyn.

I forhallen kunne deltagerne nemlig få en snak med betjente fra Sydøstjyllands Politi og it-efterforskere fra Nationalt Cyber Crime Center, NC3, prøve kræfter med dele af optagelsesprøven til Politiskolen, komme helt tæt på politiets biler – og altså udfordre politiet i Counter Strike.

Rigtig mange kom forbi for at dyste med holdet fra Sydøstjyllands Politi, der gentagne gange måtte sande, at de var oppe mod overmagten. Men nederlagene blev taget med oprejst pande – for der var kamp til stregen. Og det blev da også til en del sejre, som så lunede lidt ekstra.

Det blev også til mange gode snakke om forebyggelse af it-kriminalitet på nettet, livet som ansat i politiet og krav til optagelsesprøven til politiuddannelsen.

En ung dreng kiggede også forbi med sin helt egen genfortolkning af en bærbar computer – nemlig et fjernstyret computerkabinet på hjul bygget om til en politibil, som vakte stor beundring blandt betjentene.

Tak for denne gang – I er rimelig seje til Counter Strike! – skriver Politiet på Facebook.

Se de mange billeder fra weekendens udfoldelser på gulv og bag skærmen nedenfor.

(Kilde og foto : politiets facebook)