FREDERICIA

Rekordmange gæster i Madsby Legepark

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Mange har allerede besøgt Legeparken i år, men der venter endnu flere spændende aktiviteter og events

Selvom påsken i år faldt sidst i marts, og havelågen kun var på klem i Legeparken, var der alligevel rekordmange gæster på besøg.
”Vi har talt over 5.000 gæster i påskedagene fra lørdag d. 19. marts til mandag d. 28 marts. Dermed er tendensen fra januar og februar fortsat, hvor der også har været flere gæster på besøg i forhold til øvrige år. Der har ikke været nogen vinter af betydning, så det har fået flere gæster til at bruge os som park, og dermed være med til at påvise, at Legeparkens faciliteter bliver brugt hele året,” siger Kim Ekstrøm, souschef i Madsby Legepark.

Den Historiske Miniby åbner

Første åbningsdag for Minibyen er lørdag d. 30. april. Kl. 10.00 hejses flaget for første gang i år i Minibyen. Åbningstalen holdes i år af Lars Ejby Pedersen, formand for Kultur & Idrætsudvalget, og 6. Juli Garden sørger for den musikalske underholdning.
Mellem kl. 10 og kl. 12 er der gratis entre til Minibyen.

Der er gjort klar til at sætte nye huse ud i Riddergadeforløbet, i alt står 40 nye huse klar til at blive sat ud i løbet af foråret og sommeren.

Nye aktivitetstilbud og spændende events i Legeparken

I Legeparken er der indført legetid hver mandag og onsdag mellem kl. 9 og kl. 12. Her inviteres børnehaver og børnefamilier med børn mellem 3 og 8 år. Det er gratis at være med til at lege. Hver dag har sit eget tema, så du ved aldring om du bliver indianer, sørøver, klovn, smykkekunstner, cirkusartist, snobrødsbager eller måske noget helt andet.
Tilbuddet gælder foreløbig til og med d. 24. juni. Der er ingen tilmelding.

Legeparken har arrangeret Modelbyggedag søndag d. 29. maj fra kl. 11 til kl. 17.
Der vil være flotte modelskibe i søen, og seniorbyggerne fra Minibyen vil vise, hvordan de bygger de flotte huse.
”Vi håber også at kunne præsentere modelfly i luften og meget mere. Vi arbejder i øjeblikket på højtryk for at gøre programmet helt færdigt,” siger Kim Esktrøm.

Der er Klovneløb søndag d. 12 juni med start kl. 13.00, og man kan allerede nu tilmelde sig på
www.danskehospitalsklovne.dk. Du kan læse mere om Klovneløbsarrangementet i Legeparken på www.madsbylegepark.dk.

Til sommer kan du glæde dig til Sct. Hans Aften torsdag d. 23. juni, Waterballs i søen, Crime Buster Laboratorium og Feriesjov, Trolden Dyllemor, Linedance og Æskens Sommertivoli. Du kan læse mere om de enkelte events på www.madsbylegepark.dk eller på www.kultunaut.dk.