FREDERICIA

Røgfrie generationer er fremtiden

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Børn og unge har krav på en røgfri fremtid, og derfor har Fredericia Kommune valgt at blive partner i Røgfri Fremtid

Hver dag begynder 40 børn og unge under 18 år at ryge i Danmark. Det viser tal fra Ungdomsprofilen 2014. Derfor vurderer politikerne i Fredericia Kommune, at der er et stort potentiale for at forebygge rygestart blandt børn og unge i Fredericia. Byrådet valgte i aftes at følge Sundhedsudvalgets indstilling og sige ja til at indgå i partnerskabet Røgfri Fremtid.

”Sammen har vi et ansvar for at sikre børn og unges ret til at vokse op uden røg. Som partner i Røgfri Fremtid kan vi være med til at skabe en røgfri fremtid, hvor flere børn og unge får mulighed for at skabe sig et sundt og godt liv”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Den seneste sundhedsprofilsundersøgelse viser, at 71,5% af dagligrygerne i Region Syddanmark ønsker at stoppe med at ryge. Selvom Fredericia faktisk har haft et fald i antallet af dagligrygere de sidste syv år, så ligger kommunen stadig over regionsgennemsnittet på 18,5% i 2017.

”Hvis vi gerne vil have røgfrie generationer, så er det essentielt at fremme rygestop blandt dagligrygerne i kommunen. Undersøgelser viser nemlig, at det har en stor indvirkning på, om børn og unge begynder at ryge, hvis de i mindre grad oplever røg i deres omgivelser. Med Røgfri Fremtid kan vi sikre, at færre ryger og dermed bliver syge af tobaksrøg”, siger formanden for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at rygning er den faktor, der har størst betydning for sundheden og dødeligheden i Danmark. Derfor er et partnerskab i Røgfri Fremtid en god mulighed for et fælles afsæt på tværs af udvalgene i Fredericia Kommune for at skabe en fælles strategi og politisk forankring i forhold til at få en røgfri generation i 2030, som er pejlemærket for partnerskabet.

”Fredericia Kommune gør allerede en del for at fremme rygestop, røgfrie miljøer og forebygge rygestart. Det er vigtigt at følge op på de tiltag, og derfor er jeg så glad for, at Fredericia Kommune har valgt at blive en del af Røgfri Fremtid. I lokalforeningen lægger vi særligt vægt på at få indført røgfri skoletid i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Sammen kan vi gøre Fredericia røgfri i fremtiden”, siger Annemarie Mogensen, formand for Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Fredericia.

 

Fakta

Kræftens Bekæmpelse har sammen med TrygFonden lanceret partnerskabet Røgfri Fremtid. På landsplan er der 80 partnere, og Fredericia Kommune bliver den 13. kommune i Region Syddanmark. Som partner i Røgfri Fremtid bakker kommunerne op om visionen om et røgfrit Danmark og arbejder for, at de første røgfri generationer vokser op.