LOKALSPORT

Samarbejde omkring pigefodbold i Vejle styrkes

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Vejle Idrætsefterskole er sammen med Campus Vejle og Vejle Boldkub klar til at styrke mulighederne for pigefodboldspillere i Vejle, så de sikres de bedste træningsmuligheder.fodbold-1036

 

Det styrkede samarbejde betyder, at hele Vejles talentmasse inden for pigefodbold samles hver tirsdag og torsdag morgen for at træne sammen under ledelse af Vejle Boldkubs 3F ligatræner Jesper Søgård og trænere fra Vejle Idrætsefterskole. Aftalen betyder også, at spillere fra Vejle Idrætsefterskole om eftermiddagen har mulighed for at spille på Vejles bedste U17- hold eller – for de største talenter – på Vejles 3F ligahold.

 

Formand for Eliteidrætsrådet i Vejle Per Olesen glæder sig over samarbejdet og ser frem til at pigefodbolden i Vejle for et løft.

 

Branding og tiltrækning af talenter til Vejle

”Vi vil forsøge at optimere betingelserne for pigerne, som jo ikke altid har oplevet lige så gode muligheder som på drengesiden”, samstemmer formand for Vejle Boldklub Knud Engedal, Per Jensen fra Campus Vejle og forstander Frank Rasmussen fra Vejle Idrætsefterskole, som alle tre står bag det styrkede samarbejde. De fortsætter:

 

”Det sker også som et led i den strategi for talentudvikling, som samarbejdspartnerne og EliteVejle er nået et godt stykke af vejen for at opnå; nemlig at skabe et miljø, en kultur og et setup, hvor man tidligt kan tiltrække de gode pigefodboldspillere. Pigerne kommer ofte et godt stykke fra Vejle for at starte på Vejle Idrætsefterskole, og vælger typisk derefter at fortsætte i Vejle med en uddannelse, der kan kombineres med et ambitiøst træningsforløb.”

 

En af pointerne er, at pigerne gerne skal opleve, at fx uddannelsesstedet har større mulighed for at udvise forståelse for de aktiviteter, som klubben finder væsentlige, men også omvendt, så pigerne ikke skal opleve at blive klemt mellem forskellige krav fra skole og klub.

 

fodbold-979-2Trænere og spillere jubler

De involverede trænere glæder sig over det nye tiltag.

 

”Vi har en helt anden mulighed for at dosere træningen for pigerne, når kommunikationsprocessen mellem efterskole og klub kun er ét led i modsætning til to og tre led. Når jeg ved, at der fx er kamp om aftenen, så lægger jeg jo selvfølgelig ikke hård træning om morgenen. Eller hvis en af pigerne har gjort det godt til morgentræning. Så skal hun måske have chancen i kamp. Vejen fra efterskole til eliteniveau er blevet kortere”, siger Jesper Søgård.

 

Resultatet af det styrkede samarbejde ser vi allerede med to dygtige fodboldelever på Vejle Idrætsefterskole, som spiller på U-16 landsholdselever og som nu er med til at styrke Vejles 3F liga hold.

 

”Det kan ikke være bedre. Det er fedt med den gode sammenhæng, der betyder, at vi får alle de gode ting fra efterskolen samtidig med at vi kan dyrke vores fodbold på højt niveau”, siger Sara og Karen Holmgaard, som har gået på Vejle Idrætsefterskole siden august.