FREDERICIA

Send din ansøgning om beboerindskudslån digitalt

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fra den 1. december 2014 skal du søge om beboerindskudslån til en almennyttig bolig direkte på nettet

Den digitale løsning, som Fredericia Kommune tager i brug den 1. december 2014, kan spare borgere og almennyttige boligforeninger tid.

Som borger bliver du guidet gennem processen, når du skal udfylde en ansøgning om beboerindskudslån digitalt, og du kan udfylde og indsende den til kommunen helt uafhængigt af kommunens åbningstid.

”Det er et naturligt skridt i vore bestræbelser på at have fokus på at give vore borgere den bedst mulige oplevelse af sagsbehandlingsforløbet. Vi forventer, at den digitale ansøgning om beboerindskudslån vil give borgere og boligforeninger en oplevelse af, at det er blevet nemmere og hurtigere at søge om beboerindskudslån til en almennyttig bolig direkte på nettet”, siger projektleder Anni Majgård Jensen.

Systemet er meget brugervenligt og guider brugeren sikkert gennem hele ansøgningsprocessen. Borgerne kan løbende se, hvor langt de er i forløbet, og hvilke oplysninger de mangler at udfylde. Derudover får borgerne under ansøgningsprocessen hjælp til at få sendt alt relevant materiale med fra start, og det gør også den efterfølgende sagsbehandling hurtigere.

”De almennyttige boligforeninger kan hurtigt sende dig et oplysningsskema til din mail. På denne måde sparer du bl.a. tid i forhold til at møde op ved boligforeningen for at få udlejeroplysningerne ført på ansøgningen. Nu kan du i stedet blot vedhæfte dette oplysningsskema til din digitale ansøgning. De almennyttige boligforeninger vil spare tid i forhold til de personlige henvendelser, de plejer at få”, siger Anni Majgård Jensen.

Fakta om obligatorisk selvbetjening
Som led i implementeringen af den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi bliver der hvert år, indtil udgangen af 2015, indført flere obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger på udvalgte områder. Det sker efter den såkaldte ”bølgeplan”, hvor digital ansøgning om beboerindskudslån er en del af den såkaldte bølge 3.

Hvis du har brug for yderligere oplysninger om den nye digitale proces, er du meget velkommen til at kontakte projektleder Anni B. Majgård Jensen i Borgerservicecentret via Fredericia Kommunes hovednummer 7210 7000.