Politik

SF klar til valg

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

SF KLAR TIL VALG

SF har valgt de kandidater, der skal stå øverst på stemmesedlen ved kommunalvalget i november 2017.
Marianne Thomsen blev allerede på partiets generalforsamling valgt som spidskandidat ved næste valg, og nu er der sat navne på de to næste på listen. Som nummer to på SFs opstillingsliste står Connie Maybrith Jørgensen.
Den tredje kandidat, SF stiller med, er Lars Olesen.

“Det er to stærke kandidater, der nu er opstillet for SF,” siger Marianne Thomsen og fortsætter: “De har stor viden og værdifulde kompetencer inden for både socialområdet og børn-, unge og skoleområdet, og det bliver rigtig spændende at arbejde sammen med dem i den kommende valgkamp!”

SF holder generalforsamling til marts, og ved den lejlighed vil partiet fylde listen op med kandidater. “Jeg glæder mig til at være en del af et stærkt hold med et fælles mål om at styrke kampen for dem der har mindst, for børnene og for at gøre Fredericia grønnere,” fortæller Lars Olesen, der er formand for partiforeningen, tidligere folketingskandidat og medlem af SFs landsledelse. Lars arbejder til dagligt som folkeskolelærer.
Connie Maybrith Jørgensen er uddannet socialpædagog og ansat som sagsbehandler i ”Modtage- og Opfølgningsteamet” i Fredericia kommune. Hun fremhæver, at der er vigtige mærkesager at tage fat på: ”Jeg er optaget af at forbedre forholdene for udsatte børn og voksne i Fredericia Kommune, herunder også at opnå forbedringer af normeringerne både på børne- og voksenområdet.”