Kultur

”Shu·bi·dua – The Musical” har nu solgt 120.000 billetter

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Megasuccesen forlænges med to uger på Østre Gasværk Teater og med én uge i Musikhuset Aarhus. Billetsalget til de nye ekstraforestillinger er startet.

Fredericia Teater har i den grad fundet ”den røde tråd” med ”Shu·bi·dua – The Musical”, som har ramt en nerve hos publikum i hele landet og bliver ved med at storsælge. For en måned siden ramte billetsalget 100.000 billetter og i løbet af de sidste fire uger er yderligere 20.000 billetter revet væk, således at det samlede billetsalg nu er helt oppe på 120.000 solgte billetter! Dermed cementeres forestillingen som én af årets allerstørste succeshistorier i dansk teater og nu med afstand den bedst sælgende teaterforestilling i Fredericia Teaters historie.
Med den fortsat store billetforespørgsel åbnes der nu for ekstraforestillinger på både Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus. På Østre Gasværk Teater forlænges den med to uger og spiller nu indtil den 20. marts, og i Musikhuset Aarhus forlænges forestillingen med én uge og spiller indtil den 22. maj. Spilleperioden på Fredericia Teater blev total udsolgt og sluttede i søndags. Nu er holdet taget på juleferie inden det går løs på Østre Gasværk Teater fra den 21. januar.
Teaterchef Søren Møller udtaler:
“Vi befinder os midt i et lykkeligt eventyr. Et eventyr vi i høj grad selv har været med til at skabe. Publikum elsker ”Shu·bi·dua – The Musical” – og det kan jeg godt forstå. Den rører noget i os alle sammen, minder os om værdien om rummelighed og giver os et brag af en aften i teatret med 33 fantastiske Shu·b·dua-numre. What’s not to like.”
En rejse gennem Danmark
”Shu·bi·dua – The Musical” er et must-see – både for børn og voksne, som ikke har et forhold til musikken og for de mange generationer, der har haft hele Danmarks husorkester som livets soundtrack. Shu·bi·duas landeplager og de skarpe, frække og gakkede tekster danner rammen om en rejse gennem 1970’erne og 1980’ernes Danmark, hvor publikum møder Mick, Sille, Molly, Carlos, Mor, Far og mange andre finurlige personligheder i en spritny og original historie fortalt i et helt Shu·bi·tastisk univers.
Teatrets mest krævende forestilling nogensinde
Fredericia Teater har gennem de seneste år sat barren højt for brug af storskærmsteknologi og digital scenografi. I ”Shu·bi·dua – The Musical” sættes den endnu højere og man kan glæde sig til en visuel oplevelse, der ikke er set magen i Danmark. Forestillingen er Fredericia Teaters teknisk mest krævende produktion nogensinde!
Spilleperioder:
Fredericia Teater: Indtil den 13. december 2015
Østre Gasværk Teater: Den 21. januar til den 20. marts 2016
Musikhuset Aarhus:  Den 5. til den 22. maj 2016
(FOTO : Søren Malmose)