Skovens Dag på Trelde Næs

Skovens Dag på Trelde Næs

Skovens Dag på Trelde Næs

0

Der venter vilde oplevelser i skoven for hele familien, når vi holder Skovens Dag på Trelde Næs. Det sker søndag den 1. maj

Trelde Næs danner traditionen tro rammen om ”Skovens Dag” – en dag, som giver mulighed for at komme en tur ud i det fri og prøve forskellige aktiviteter og møde skovens folk i aktion.
Der bliver aktiviteter for både store og små – for naturelskere, børnefamilien, bedsteforældrene eller friluftsfreaks.

Skovarbejderne og naturvejlederen viser, sammen med en række foreninger og ildsjæle, hvordan de bruger skoven og inviterer alle til at prøve. Der er jægere, spejdere, fiskere, motionister, insekt- og paddekyndige, hundeførere, kunstnere og en træklatrer.
Man kan for eksempel opdage dyr i vandhullet, klatre med instruktør, røre ved fisk og krabber, lytte til fuglestemmer eller prøve at slå med le for blot at nævne nogen af tilbuddene på dagen.

Du kan også se med når skovarbejderne i en opvisning dyster mod hinanden med motorsav og økse. De fælder også træer på gammeldags manér med langsav og økse. Børn kan være med og prøve kræfter med gamle redskaber.

”Det er super dejligt at opleve, at der er flere og flere foreninger og grønne ildsjæle, som deltager med aktiviteter på Skovens Dag. Det fortæller os, at borgerne i Fredericia er glade for naturen og især for Trelde Næs”, fortæller Naturvejleder Bjarne Christensen.

Jagthorn blæser dagen i gang
Vi starter dagen kl. 12 ved Trelde Naturcenter, hvor Naturvejleder Bjarne Christensen byder velkommen og jægerne blæser i jagthorn. Herefter kan du og din familie nyde de mange spændende aktiviteter, som foregår fra kl. 12-16.

Der kan købes forfriskninger undervejs – i Naturskolen stiller Trelde Næs Camping med kaffe og kage, og på stranden er der pølser og snobrød, så man ikke skal gå sulten derfra.

Skovens Dag en fast tradition
Skovens Dag er en tilbagevendende begivenhed i Fredericia Kommune, som er blevet et stort tilløbsstykke med mange hundrede besøgende. I år er det 12. gang vi markerer dagen på Trelde Næs, der er et populært udflugtsmål for både mange fredericianere og turister.

På dagen deltager foreninger og grønne ildsjæle, som gerne vil give dig idéer til, hvad man kan bruge naturen til og hvad man kan opleve derude.

Der er busforbindelse til Trelde Næs med bybus linje 6, som kører lige til døren.

Du kan få hele programmet på biblioteket, eller ved at tjekke ind på vores side på Facebook ’Det Grønne Fredericia’– skriv ”Skovens Dag 2016” i søgefeltet.
Eller tjek linket her:
https://business.facebook.com/events/1500106760298077/?active_tab=posts



tags:

Følg DanmarkC TV på de Sociale Medier