FREDERICIA

SKRAMMELROCK SOM OPVARMNING FOR MAGTENS KORRIDORER

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Padlock Chain varmer op for Magtens Korridorer

Når Magtens Korridorer lørdag den 24. november lægger Eksercerhuset i Fredericia ned, er det med lokal skrammelrock som opvarmning.

Det fredericianske skrammelrockorkester, Padlock Chain, åbner festen og varmer salen op, når Magtens Korridorer lørdag den 24. november gæster Fredericia og spiller koncert i Eksercerhuset (af mange kendt som Ridesalen ved Bülows Kaserne).

Magtens Korridorer har i mange år været et af landets største rockorkestre. De har spillet for fulde huse og begejstrede festivaler i hele landet, hvor deres musik, energi og optræden ikke efterlader tvivl om deres rock-værdier.

Padlock Chains rock-værdier er der heller ingen tvivl om. Med deres energiske, uhøjtidelige og smilende kopirock har de blandt andet fyldt Det Bruunske Pakhus og Tøjhuset flere gange på rekordtid og sat omsætningsrekorder i baren. Også ved Sommerrock har de adskillige gange markeret sig. Og for nylig spillede bandet på en så godt som fuld Rådhusplads i Fredericia. I maj åbnede Padlock Chain den historiske 30 års jubilæumsudgave af Jelling Musikfestival.

”Vi stod og svedte i øvelokalet en aften og talte begejstret om, at Magtens Korridorer skulle spille i Fredericia. De er et af landets aller fedeste orkestre og nogle af os havde allerede købt billetter til koncerten, inden den aften i øvelokalet. Vi har kæmpe respekt for Magtens Korridorer, og vi føler os beæret over at få denne her opgave,” siger Padlock Chain-forsanger Peter Friis Autzen.

Magtens Korridorer er på turné fra begyndelsen af november til slutningen af december. Fredericia er den eneste by i Trekantområdet, der får besøg af orkestret.

Vi er helt vildt stolte af at være en del af Magtens Korridorers og EventC’s setup i forbindelse med den her koncert. Og vi vil gøre vores yderste for at gøre os fortjent til denne ære. Ved at gøre, som vi altid gør: Skramler og rocker, så sveden sprøjter og øllen skvulper,” siger Peter Friis Autzen.

Padlock Chain er: Peter Friis Autzen (sang og mundharpe), Christian Mørch (trommer), Kenneth Madsen (bas og kor) og Lars Dreymann (guitar og kor).