112

Søgning i voldgraven i Fredericia er afsluttet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Sydøstjyllands Politi har fra tirsdag den 10. marts til fredag den 13. marts med hjælp fra dykkere fra Søværnet gennemført en søgning efter effekter i og ved voldgraven ud for Vester Voldgade i Fredericia. Under søgningen, som blev afsluttet fredag kl. 16.00, blev der imidlertid ikke fundet noget, der kan hjælpe efterforskningen.

Sidste uges politioperation i voldgraven var et led i efterforskningen af drabet den 24. februar i Korskærparken i Fredericia på en 24-årig mand og blev gennemført som en opfølgning på nogle spor i sagen. Ved søgningen blev der dog ikke fundet effekter af umiddelbart interesse for efterforskningen. 

Da efterforskningen fortsætter kan Sydøstjyllands Politi aktuelt ikke uddybe yderligere om fx, hvorfra disse spor kommer eller, hvad der konkret blev søgt efter.

Sydøstjyllands Politi søger stadig vidner

Hvis du var i Fredericia i området ved eller mellem Ungdommens Hus på Norgesgade 46a og DSB Mindelunden ved Holtens Bastion sydvest for Sjællandsgade, mandag den 24. februar i tiden fra kl. 08:00 til kl. 15:00 – eller kender du én, der måske var – så læs videre her.

Sydøstjyllands Politi søger nemlig vidner, der i det nævnte tidsrum opholdt sig lige der, og som nærmere bestemt: 

I tiden fra kl. 08:00 til kl. 13:30 iagttog en eller flere mistænkelige personer, der havde påfaldende eller usædvanlig adfærd, eller som kunne have gemt noget på stedet.

I tiden fra ca. kl. 13:50 til ca. kl. 15:00 iagttog en mand på en sort scooter iført en sort styrthjelm samt mørkt tøj, eller en mand i gang med omklædning eller lignende, eller måske en mørkklædt mand, der kørte på en cykel.

Hvis du var der og kan hjælpe, så ring til Sydøstjyllands Politi på 114. Du kan også hjælpe ved at henlede andre mulige vidners opmærksomhed på denne anmodning om hjælp – vi siger under alle omstændigheder tak på forhånd.