SAMFUND

STOR BØDE I VEJBENYTTELSESAFGIFT SAG

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Transportvirksomhed stoppet to gange inden for en uge uden at have betalt vejbenyttelsesafgift

Det bliver ekstra dyrt, hvis man gentagne gange undlader at betale vejbenyttelsesafgift. Det måtte en transportvirksomhed sande, da Tungvogncenter Syd to gange i den samme uge standsede lastbiler fra virksomheden, som ikke havde betalt vejbenyttelsesafgift. Det resulterede i bøder på sammenlagt 90.000 kr.

Søndag den 25. marts 2018 kontrollerede tungvognscentret en lastbil på Fynske Motorvej, hvor der ikke var betalt vejbenyttelsesafgift for den pågældende dag og den foregående dag.

“Da transportvirksomheden i forvejen havde mere end 5 forudgående afgjorte sager om manglende betaling af vejbenyttelsesafgift inden for en gentagelsesperiode på 2 år, blev bødetaksten fastsat til det maksimale beløb på 15.000 kr. pr forseelse, hvilket derfor resulterede i en samlet bøde på 30.000 kr.,” fortæller politikommissær Stig Simonsen, der er leder af Tungvognscenter Syd i Sydøstjyllands Politi.

Nogle dage senere fredag den 30. marts standsede Tungvognscenter Syd igen et vogntog fra selskabet, hvor der var tale om 4 dage uden betalt vejbenyttelsesafgift. Denne gang blev det derfor til en samlet bøde på 60.000 kr.

Om Tungvognscenter Syd

Tungvogncenter Syd er ét af tre tungvognscentre i Danmark, som alle varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscenter Syds arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi. Tungvognscenter Syd ledes af politikommissær Stig Simonsen.