Kultur

Stor kunstfestival i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia får sin helt egen kunstfestival, som under navnet “Fredericia Art Festival 2021” første gang løber af stablen i weekenden den 12.-14. marts 2021. 

Arrangører er EventC og tidligere galleriejer og kunstelsker Johnny Gilberg, der har en stor kontaktflade indenfor kunstverdenen. Fredericia KFUM stiller med frivillige hjælpere under afviklingen af arrangementet, hvor også Fredericia Kunstforening har en rolle.

30 kendte kunstnere fra hele landet vil deltage i kunstmessen, der afholdes i Eksercerhuset og allerede nu er standene ved at være udsolgt. En dagsbillet koster kr. 50,00 og udover entré får man også mulighed for at vinde et gavekort til brug i en af standene. 

Der vil i forbindelse med kunstfestivalen blive afholdt foredrag med bl.a. Lars Kræmmer, som kommer og fortæller om “Artmoney” – kan man male sine egne penge? Musikken leverer Amanj Zarafian, der af mange er kendt for sin tid i blandt andet Lydmuren tilbage i 90’erne.  

Lørdag byder på guidet kunstvandring rundt i Kanalbyen for både gæster og lokale borgere. Fredericia kan være utrolig stolte af at have kunst i verdensklasse i Kanalbyen.

Vi er i dialog med den fredericianske kunstverden, og der arbejdets i øjeblikket på en udstilling med udelukkende lokale kunstnere. De lokale gallerier i indre by vil også være åbne og hvis kunstnere vil lave åbne atelier, vil der også være mulighed for det.

Udover billed- og skulpturkunst, vil der i den indre by blive afholdt en lysfest. Byportene og Det Hvide Vandtårn vil blive oplyst i forskellige farver og så arbejdes der på at lave lys i hele havnebassinet i Gammel Havn.

Der udgives et kunstmagasin, hvor der på et bykort vil blive markeret, hvor der sker noget. Og der vil løbende og frem til festivalen ske en præsentation af de deltagende kunstnere gennem pressen, Facebook og Instagram.

Fredericia har virkelig noget at se frem til i 2021.