FREDERICIA

Sublim koncert i Det Bruunske Pakhus

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Maggie Björklund

Sublim koncert i Det Bruunske Pakhus
1209MaggieNu kommer Danmarks pedal-steel guitarist nummer 1, og vokalist og sangskriver, Maggie Björklund på besøg i Det Bruunske Pakhus. Det sker lørdag, den 12. september.

I 2014 udgav Maggie Björklund albummet “Shaken” og har siden høstet forsider, features, interviewes og ikke mindst positive anmeldelser. Maggie Björklund har igennem de seneste år arbejdet sammen med en stribe fornemme artister, heriblandt Jack White, Calexico og Mark Lanegan.

Som musiker er Björklund kendt for sine exceptionelle og stilistisk sikre evner, der favner flere forskellige musikalske genrer. Alt lige fra country, indierock, film-soundtracks, psykedelia til pop og roots.

Albummet “Shaken” er en blanding af instrumentale sektioner og mere klassiske singer/singwriter-numre, der dog alle er præget af mørke og dysterhed.

Live imponerer Maggie Björklund også gang på gang og alene i 2015 har hun spillet en decideret perlerække af koncerter – blandt andet Frost Festival, hvor Undertoner observerede:

“Så fintfølt, hjerteømt…”.

Reglen er, at Björklund altid glimter og overrasker musikalsk med hendes enorme repertoire af sange i forskelligt humør.

Anmeldelser:

Gaffa*****

“Shaken er på alle måder en rystende god skive fra Maggie Björklund”

Dagbladet Information:

“Maggie Björklund imponerer og overbeviser med sit andet soloalbum og viser sig live på sit hjerteinstrument, den ti-strengede pedal steel-guitar, som en gudbenådet kunstner”.

Support: Black Dog Howl

Black Dog Howl består af guitarist og sanger Mazdak Khosravi og trommeslager Signe Møller Rosendal, som også synger overstemmer. De er nu ude med deres EP Autumn Belles / Bourbon Souls.

Duoen, der spiller en blanding af folk, blues og rock, og er primært inspireret af kunstnere som Tom Waits og Nick Cave. Musikken er mørkemandsblues, beskidt og autentisk. Men også med elementer fra de amerikanske Southern-Gothic og Appalachian Folk traditioner – dog uden på nogen måde at sætte duoens skramlede bodegalyd over styr.

Billetter til koncerten, der starter kl. 21, kan købes på bruunskepakhus.billetten.dk, i Det Bruunske Pakhus samt Fredericia Turistbureau.