FREDERICIA

Sundhed og beskæftigelse hænger tæt sammen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Sundhedsstyrelsen sætter i en ny publikation fokus på, hvordan kommunerne kan afhjælpe og forebygge, at en borgers sundhedsudfordringer går ud over personens tilknytning til arbejdsmarkedet.

Der er tæt gensidig sammenhæng mellem en borgers sundhed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Mange kommuner arbejder derfor med at skabe helhedsorienterede indsatser på tværs af sundheds- og beskæftigelsesområdet, og det skal en ny publikation fra Sundhedsstyrelsen være med til at styrke.

”Borgerens sundhedstilstand – hvad enten det er fysisk eller psykisk – kan have stor betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet, både aktuelt og på længere sigt. På samme måde kan manglende eller ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet have betydning for hvordan, borgerens sundhedstilstand udvikler sig,” fortæller chefkonsulent Maria Koch Aabel.

Publikationen ”Helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser med fokus på sundhed” skal give inspiration til, hvordan beskæftigelses- og sundhedsindsatser kan tænkes tættere sammen med det mål at styrke både borgernes sundhed og arbejdsmarkedstilknytning.

Publikationen beskriver fire løsningsmodeller for helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser med fokus på sundhed, som illustreres med en række kommunale eksempler. Løsningsmodellerne omhandler blandt andet tidlig opsporing af sundhedsudfordringer og tidlig tværfaglig indsats, samt inspiration til tværfagligt samarbejde, koordination og videndeling mellem sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Publikationen bygger på en række danske kommuners bidrag i en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen, inspiration fra kommuner uden for arbejdsgruppen samt en kortlægning af sundhedsindsatser i tilknytning til jobcentre.

 

Du kan se publikationen her…