FREDERICIA

Ta’ med på cykeltur til slagmarken anno 1849

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Museerne i Fredericia varmer op til 6. Juli-Dagene og inviterer alle interesserede på en guidet cykeltur til slagmarken, hvor de fortæller om et mindre slag, der fandt sted blot fem dage før 6. juli 1849

Søndag den 30. juni kl. 10.00-12.00 kan du blive klogere på det 170 år gamle miniudfald. På en guidet cykeltur til slagmarken fortæller Museerne i Fredericia om det mindre slag, der fandt sted fem dage før det store og afgørende udfald den 6. juli 1849.

Turen giver dig en enestående mulighed for at varme op til 6. Juli-festlighederne den følgende weekend, når 1849 markerer ”Slaget om Fredericia”, hvor det lykkedes danske soldater at sende den slesvig-holstenske fjende på flugt.

”Slesvig-holstenerne forsøgte med bomber at få fæstningsbyen til at overgive sig, men fæstningen holdt stand. Deres leder general Bonin måtte indse, at bombningerne ikke havde virket efter hensigten, og derfor ændrede han taktik i juni måned. Han forsøgte nu at etablere stillinger i form af skanser og batteristillinger på Hyby Fælled. Formålet var at beskyde skibstrafikken på Lillebælt mellem Fredericia og Fyn og på den måde kappe fæstningsbyens forsyningslinje, ” fortæller kulturarvsinspektør Mikael Holdgaard Nielsen og fortsætter:

Mindestenen over soldat Peter Andersen. Stenen står på Hyby Fælled, hvor cykelturen slutter.

”Den danske hær var imidlertid afhængig af at kunne overføre et stort antal tropper til fæstningen, da det store udfald 6. juli allerede var planlagt. Derfor kunne man ikke tillade de fjendtlige byggerier på Hyby Fælled. Det er den dramatiske ramme for miniudfaldet den 30. juni, som blev et vigtigt raid mod de fjendtlige skanser, der skulle ødelægges for enhver pris, ” siger han.

Alle interesserede er velkomne på cykelturen, der begynder ved Kongens Portvagt og følger slagmarksruten mod Hyby Fælled ved gravstedet over Peter Andersen fra 1. Reservejægerkorps i 3. kompagni, som faldt den 30. juni under miniudfaldet.

Tid og sted

Søndag den 30. juni kl. 10.00-12.00 med start fra Kongens Portvagt ved Kongens Port/Øster Voldgade. Turen er gratis og kræver ikke tilmelding.