112

Tag ansvar mod ulovligt fyrværkeri

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Tag medansvar i kampen mod ulovligt og farligt fyrværkeri

Med mørke vinterdage og jul og nytår indenfor overskuelig rækkevidde er det igen tid til at forholde sig til ulovligt og farligt fyrværkeri. For selvom fyrværkeri først lovligt kan sælges i Danmark fra den 15. december, så importeres, indsmugles og forhandles det ulovlige fyrværkeri allerede.

Til kamp mod ulovligt fyrværkeri 

Hvert år til nytår hører vi desværre om fyrværkeriulykker. Og vi husker alle de tre dødsfald sidste nytårsaften, hvor tre mænd på tragisk vis mistede livet i ulykker med krysantemumbomber. Det er den tragiske baggrund for, at Sydøstjyllands politi nu igen prøver at mobilisere alle gode kræfter imod ulovligt fyrværkeri.

“Vi oplever, at ulovligt og farligt fyrværkeri både kan være hjemmelavet eller importeret ulovligt – eller måske købt via internettet eller stjålet fra fyrværkere. Meget af det ulovlige fyrværkeri ankommer allerede til Danmark i november måned. Derfor er der al mulig grund til at advare mod det allerede nu”, fortæller Benny Tollestrup, der er politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi – og fortsætter:

“For en del af befolkningen er det desværre stadig en udfordring at frembringe størst mulig effekt, når der sættes en tændstik til fyrværkeriet nytårsaften. Vi opfordrer derfor til, at vi kommer videre derfra og får skabt en forståelse for, hvor farligt og dumt det ulovlige fyrværkeri i virkeligheden er. Et godt sted at starte er at lade være med at købe det, så bliver man ikke fristet, når sprutten går ind”.

Tag ansvar: Drop fristelsen – tip politiet 

Ulovligt fyrværkeri udbydes på mange måder. På arbejdspladsen, hvor én kender én som lige…., måske via venner eller gennem egentlige ulovlige “forretninger”. Også internettet med alle dens mere eller mindre lukkede fora kan være kanal for salg af ulovligt fyrværkeri. Handlen med ulovligt fyrværkeri begynder allerede nu, selvom det altså officielt først tilladt at sælge fyrværkeri i Danmark fra den 15. december – det lovlige fyrværkeri, altså.

“Det er afgørende vigtigt, at borgerne tager medansvar ved ikke at lade sig friste til at købe ulovligt fyrværkeri – men i stedet orienterer politiet om det, så vi kan komme den ulovlige handel til livs. Vi vil også rigtig gerne høre fra borgere, som ikke er fristet til at investere i det ulovlige fyrværkeri – men som blot har fået nys om det gennem venner, bekendte og arbejdskollegaer – eller måske på de sociale medier”, slutter Benny Tollestrup.

Hvis du har tips om handel med ulovligt fyrværkeri, kan politiet kontaktes på telefon 114 – og du kan også tippe via vores app “Politi”, hvor der også kan vedhæftes et billede.

Sydøstjyllands Politi vil fra nu og indtil efter nytår løbende tweete om ulovligt fyrværkeri og vil i den forbindelse bruge humor som våben mod ulovligt fyrværkeri. Så trænger du til at smile lidt ad et meget alvorligt emne, eller til moralsk rygstød til at sige nej tak til ulovligt fyrværkeri, så følg @SydOjylPoliti på twitter. Skulle du blive stødt på manchetterne af vores tweets, så skal du vide, at de er kærligt mente og vi foreslår, at du bruger energien fra manchetterne til at “Sige nej tak til ulovligt fyrværkeri”