FREDERICIA

To leverandører tilbydes kontrakt efter udbud af hjemmepleje

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune har nu gennemgået de fire indkomne tilbud på udbud af hjemmepleje til borgere i eget hjem. Sundplejen ApS har afgivet det mest fordelagtige tilbud vurderet på bedste forhold mellem pris og kvalitet og vil blive tildelt kontrakten. Dernæst får Luksuspleje ApS tilbudt at indgå kontrakt på samme vilkår

Den 29. januar 2021 udløb fristen for at byde på udbuddet af personlig pleje og praktisk bistand i Fredericia Kommune. I alt har fire firmaer budt ind på opgaven, hvoraf tre levede op til kravene i udbudsmaterialet. 

Sundplejen ApS får nu tildelt kontrakten, da de har givet det mest fordelagtige tilbud vurderet på bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Formand for Senior og Handicapudvalget Lars Ejby Pedersen glæder sig over, at Fredericia Kommune med bistand fra udbudsretlige eksperter har fundet en mulig leverandør, der lever op til udbudskriterierne, og dermed matcher kvaliteten af den kommunale hjemmepleje:

”Det er helt afgørende, at vi kan levere en tryg og ordentlig hjemmepleje til alle vores borgere i eget hjem, der har brug for pleje og praktisk hjælp. Vi har i udvalget ønsket en udbudsproces med større fokus på kvalitet i sammenhæng med pris i vores udbudskriterier, så vi stiller krav til både driftssikkerhed, organisering og kvalitet i opgaveløsningen hos leverandøren. Det synes jeg vi har fået”, siger Lars Ejby Pedersen.

Det nuværende udbud af personlig pleje og praktisk bistand har været tilrettelagt, så firmaerne skulle konkurrere om kvalitet i opgaveløsningen. Kvalitet har vægtet 30% mod pris 70% i den samlede vurdering. Kvaliteten skal også leve op til den samme standard som den kommunale hjemmepleje, hvilket blandt andet er sikret ved en række krav i udbudsmaterialet. 

Næstformand Cecilie Roed Schultz er glad for det større fokus på kvalitet:

”Sidste gang vi var i udbud var pris det afgørende tildelingskriterium. For mig er det vigtigt, at uanset, hvem der kommer i borgernes hjem, så skal vi være sikre på, at der er stabilitet og tryghed for den enkelte. Det handler også om at stille kvalitetskrav både til faglighed i opgaven, men også til den organisation, der leverer ydelsen. Det er godt at få udbuddet på plads nu, så borgerne og deres pårørende får klarhed over, hvem der kommer og besøger dem”.

Fredericia Kommune har kørt udbuddet i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun, der er specialister i udbudsret. De fire firmaer, der har budt ind på opgaven, har nu modtaget besked om udfaldet af udbuddet. Sundplejen ApS har afgivet det mest fordelagtige tilbud vurderet på bedste forhold mellem pris og kvalitet og vil blive tildelt kontrakten. Dernæst får Luksuspleje ApS tilbudt at indgå kontrakt på samme vilkår. Ønsker de ikke at indgå kontrakt, går tilbuddet videre til Svane Pleje Syd ApS, der blev nummer tre ved udbuddet. De nye kontrakter vedrørende levering af hjemmepleje gælder forventeligt fra 1. maj 2021.