TØJHUSET KOMMER TIL AT RYSTE AF SKRAMMELROCK

TØJHUSET KOMMER TIL AT RYSTE AF SKRAMMELROCK

TØJHUSET KOMMER TIL AT RYSTE AF SKRAMMELROCK

0

Tøjhuset ruster sig til at ryste af skrammelrock
Lørdag den 12. januar vender Padlock Chain tilbage til Tøjhuset i Fredericia.

Aftenen kommer til at dufte af humle og skramle af rock, når skrammelrockorkestret Padlock Chain går på scenen i Tøjhuset i Fredericia. Det sker 12. januar som led i bandets Skrammelrockogrulrundturturreturtour.

”Vi glæder os voldsomt og har tænkt os at hygge og nusse om publikum, så de aldrig glemmer det. Uanset, hvad de måtte findepå af fortrængnings-teknik, vil de aldrig igen kunne undslippe mindet om denne aften,” lover forsanger Peter Friis Autzen.

Padlock Chain har for nylig genvundet titlen af Uofficielle Jyske Mestre Af Skrammelrock. De har haft titlen, siden de selv opfandt begrebet Skrammelrock og indstiftede konkurrencen for 23 år siden.
”Skrammelrock er en præcis betegnelse for vores måde at spille på: Her er ingen dikkedarer, ingen fine fornemmelser, ingen firestemmige korarrangementer og ingen harpe-arrangementer i mol. Vi tæller til fire og jokker pedalen i bund. Sådan skal rock skramles. Og vi elsker det, ” siger Peter Friis Autzen.

Padlock Chain spillede i november opvarmning for Magtens Korridorer i Eksercerhuset, ligesom de adskillige gange har gjort tilværelsen usikker for uskyldige forbipasserende ved Sommerrock.

Både Tøjhuset og Det Brunske Pakhus har flere gange lagt scene til Padlock Chains propfulde huse. Koncerterne udløser gerne kø flere timer inden showstart. Og på begge spillesteder har bandet og publikum sat omsætningsrekorder i baren.
”Det er vigtigt med en sund væskebalance, når man lytter til skrammelrock. I vores alder er det jo direkte farligt at dehydrere,” lyder det formanende fra bassist Kenneth Madsen.

I den seneste tid har Padlock Chain været udsat for rygter om, at der er skiftet ud i line up’et. Men det er fake news, oplyser orkestret i en udtalelse:

”Vi fire har spillet sammen i over 20 år uden en eneste udskiftning. Vi kan selvfølgelig godt forstå, at nogle drømmer om at blive medlem af Padlock Chain. Den sociale status derved er jo så tillokkende, at svage sjæle giver efter og kommer til at overdrive lidt. Men de smykker sig med lånte kæder og hængelåse. Det har intet på sig. Ingen udskiftninger her,” skriver Padlock Chain.

Koncerten 12. januar begynder klokken 21. Dørene åbnes klokken 19:30 – ikke før. Entréprisen er minus fem kroner. Forsalg er ikke muligt.

 

Padlock Chain er og har altid været: Christian Mørch (trommer), Lars Dreymann (guitar og kor), Kenneth Madsen (bas og kor) og Peter Friis Autzen (sang og mundharpe).

Følg DanmarkC TV på de Sociale Medier