FREDERICIA

TRADITIONEN TRO : BAROCK SÆTTER FUT I DAMEFROKOST

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Når Damefrokosten ved årets Heste og Kræmmermarked på F’ernes boldbaner går på hæld, overtager Barock scenen og spiller op til dans og fest i markedsteltet

Tag venner og veninder med og fest med de 300 kvinder fra damefrokosten og alle andre, når vi samler markedsteltet til én stor fest! Der er gratis adgang – man må dog ikke medbringe egne drikkevarer.

Barock ved, hvad publikum vil have: Gode pop- og rocksange spillet med energi og nerve. Sange man kan synge med på og danse til! Eller bare lytte til, hvis man er i det humør.

Med mange års sammenspil som solid ballast kan de seks fredericianere deres håndværk, og gruppens musikalske fundament er en perlerække af kendte hits fra 80`erne – læg dertil klassikere fra 5 årtier og krydr med lidt af det bedste nye.

Sange af danske navne som Tøsedrengene, Dodo and the Dodos, Danseorkestret, Gnags, Thomas Helmig, Rocazino, Sanne, Gasolin, Sko/torp. Halberg/Larsen og TV2 dominerer repertoiret, men også udenlandske navne som ABBA, Tina Turner, AC/DC , Queen, Roxette har fået en plads på sætlisten.

Barock har spillet mange koncerter gennem årene -til byfester, halfester, firmafester, på musikværtshuse og til privatfester – og den erfaring har gjort orkestret til en kompetent enhed, der er kendt for altid at levere en fest og en musikalsk oplevelse.

Barock består af Christina Alessi Frederiksen (vokal), Jan Midjord (vokal, guitar og keyboard), Lars Gregersen (keyboard og vokal) Claus Johansen (vokal og guitar), Michael Johansen (trommer) og Torben Jepsen (bas).