FREDERICIA

Trafikken i DanmarkC i kraftig medvind

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv


Det udvidede anlægsbudget sætter skub i de planlagte forbedringer af infrastrukturen i DanmarkC

Det går godt med salg af erhvervsjord i DanmarkC. Så godt, at Fredericia Kommune og Vejdirektoratet har udarbejdet en samlet plan, der skal udvide og forbedre infrastrukturen i området. Første fase af planen er netop afsluttet. En analyse af trafik- og erhvervsudviklingen og et signalanlæg i Prinsessens Kvarter er der sat hak ved, og nu går turen til næste fase. Den kickstartes nu med 7,0 mio. kroner fra det udvidede anlægsbudget på 265 mio. kroner, som skal holde gang i hjulene i Fredericia under coronakrisen. Det glæder næstformand i By- og Planudvalget Kenny Bruun Olsen.

”Der er pres på trafikken i DanmarkC, så jeg er godt tilfreds med, at vi allerede nu kan komme i gang med næste fase af forbedringen af de infrastrukturelle forhold i DanmarkC. Efter finanskrisen er det gået stærkt med udviklingen i området, og vi må bare erkende, at vi har haft lidt svært ved at følge med, så vi har travlt”, siger Kenny Bruun Olsen, næstformand i By- og Planudvalget.

Det går pengene til 

Med de afsatte midler kan Fredericia Kommune komme i gang med flere af de kommunale projekter, som skal realiseres, før ombygningen af motorvejsramper ved Afkørsel 61 i Taulov i samarbejde med Vejdirektoratet kan gennemføres. 

Projekter, der sættes i gang nu: • Detailprojektering af en kommende ombygning og udbygning af lyskrydset Skærbækvej/Europavej • Detailprojektering og indledende geotekniske forundersøgelser samt rydning forud for etablering af ny adgang til Nordensvejfra Skærbækvej. • Etablering af cykelsti på begge sider af Europavej mellem Skærbækvej og rundkørslen v. Børupvej og etablering af højresvingsbane fra Europavej ud på Skærbækvej. 

Projekteringen sættes i gang nu. Efter sommerferien går selve arbejdet med at udvide krydset Skærbækvej/Europavej i gang. Udvidelsen skal sikre en mulighed for ombygning af motorvejskryds 61 i Taulov. 

”Vi forventer, at den nye motorvejsrampe ved afkørsel 59, Fredericia S kommer til at flytte trafik fra blandt andet Skærbækvej, Røde Banke og Snaremosevej til motorvejen. Det giver derfor rigtig god mening, at vi får sat gang i vores del af ombygningerne, så vi sammen med Vejdirektoratet kan komme videre med projektet ved afkørsel 61, som vil skabe en rigtig god forbindelse mellem havnen og Taulov” , siger Kenny Bruun Olsen.