FREDERICIA

Udviklingen af Fredericia Sundhedshus fortsætter

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Sundhedshus får glæde af byrådets ekstra investeringer i anlæg under coronakrisen

Fredericia Byråd vedtog den 6. april ekstra investeringer på anlægsområdet og søgte om et lån af staten til at udvide anlægsrammen på 165 mio. kroner til en lav rente. Fredericia Sundhedshus får ca. 5,7 mio. kr. af dem og sammen med de 40,5 mio. kr., der var sat af i Budget 2020, kan udviklingen og renoveringen af sundhedshuset fortsætte.


”I forhold til den nuværende situation med Coronavirus, så påvirker det endnu ikke den tidsplan, der er lagt for renoveringen af sundhedshuset i 2020. Men med udgangspunkt i præmissen om, at vi skal holde gang i beskæftigelsen og holde hånden under særligt lokale håndværksvirksomheder, så har vi ved den ekstra budgetlægning haft mulighed for at fremrykke projekter på sundhedshuset for ca. 5,7 mio. kr. På den måde kan vi nå i mål med en række opgaver, der vil give huset et mere samlet og helstøbt udtryk”, fortæller Susanne Eilersen, formand for sundhedsudvalget.

De fremrykkede projekter er klar til start i 2020, og de kan gennemføres i 2020, sammen med de allerede planlagte projekter for i år på Fredericia Sundhedshus. Udvælgelseskriterierne har været, at projekterne skulle være forholdsvis ’simple’, som betyder, at de relativt nemt kan igangsættes, og flere af dem udgør en naturlig udvidelse af allerede planlagte projekter.

De fremskudte projekter er bl.a. trappeopgange, der skal males og lyddæmpes, og omklædning til personalet, der er et stort ønske. Mulighed for omklædning vil også gøre det mere attraktivt at cykle på arbejde. Sidst men ikke mindst – nye karruseldøre ved foyeren, som er mere funktionelle end de vindfang, der er i dag.

”Vi ønsker, at folk får lyst til at hænge ud i foyeren efter træning, inden de skal til læge eller snuppe en kop kaffe efter de har fået deres høreapparat ved hørecentret. Derfor er det rigtigt vigtigt, vi kan skabe et godt miljø, hvor der er varmt og hyggeligt også om vinteren. Især foyeren er husets midtpunkt og for mange, der gæster huset, er foyeren det første møde med sundhedshuset. Derfor er det ekstra vigtigt for mig, at det er en varm og imødekommende atmosfære, de møder”, siger Susanne Eilersen.

Udearealet foran sundhedshuset ned mod Dronningensgade skal også forskønnes med ny belægning, lys, et græsfelt med løgplanter og de stenskulpturer at Poul Isbak. 

”Sundhedshusets bygninger er gamle, og det kræver tid og penge, at komme hele vejen rundt. Med de fremrykkede projekter kan vi komme rigtig langt i vores bestræbelser på at få Danmarks bedste sundhedshus”, siger Susanne Eilersen.