FREDERICIA

Ufaglærte har søgt videre i uddannelse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

Stor succes:

Flere ledige er kommet i job eller uddannelse efter at have været i ansat i Plejen

For at undgå de rekrutteringsudfordringer, som mange kommuner kommer til at stå overfor på de store velfærdsområder, satte Senior- og Handicapudvalget og Uddannelsesudvalget i foråret fokus på syv indsatser for at sikre, at kommunen har hænder nok i fremtiden.

Begge udvalg har derfor i længere tid været optagede af at finde løsninger, så Fredericia Kommune ikke får rekrutteringsudfordringer på velfærdsområderne. Blandt andet i form af ny arbejdskraft, men også effektiviseringer og andre måder at arbejde på.

Ufaglærte ansat i Plejen

Som et forsøg på at besætte 40 ledige stillinger i Plejen, blev der ansat 54 ufaglærte medarbejdere i forbindelse med sommerferien.

”Fredericia Kommune har tidligere taget ufaglærte ind til plejeopgaver, så det var nærliggende at forsøge os med det igen. Tanken var at henvende os til de, der alene mangler et arbejde, men også til dem, der overvejede en uddannelse i sundhedssektoren. De kunne her få en chance for at prøve kræfter med faget”, siger Susanne Bjerregaard Mørck.

Og der har været flere, der har udnyttet denne chance. Ud af de 44, der stadig er ansat som ufaglærte i Plejen, har 18 søgt videre i uddannelse som SSH’er, SSA eller sygeplejerske i år. Endnu flere af de 44 har sagt, at de vil søge videre i uddannelse næste år.

”Vi er i Uddannelsesudvalget optaget af, at flere tager en erhvervsuddannelse. Derfor er vi rigtig glade for, at dette initiativ her resulteret i, at flere af de ufaglærte har valgt at uddanne sig inden for sundhedssektoren”, siger Pernelle Jensen, formand for Uddannelsesudvalget.

Flere ledige i job

Hovedparten af de nye ufaglærte i Plejen kom fra ledighed, så tiltaget har også betydet, at flere ledige er kommet i arbejde.

”Hvis vi skal øge velfærden, handler det om at få flere folk i arbejde. Derfor er det rigtigt positivt, at vi via ufaglærte jobs i Plejen har formået at få folk væk fra ledighed og endda videre i job”, siger Peder Tind

Forsøget med at ansætte ufaglærte i jobs i Plejen er en del af initiativet ”Hænder nok”, som skal sikre, at Fredericia Kommune kan rekruttere nok kompetente medarbejdere i fremtiden.

”Ligesom de øvrige kommuner i resten af Danmark, har vi stadigt sværere ved at rekruttere tilstrækkeligt kompetente medarbejdere på de store velfærdsområder. For at være på forkant med udviklingen har vi sat gang i initiativet ”Hænder nok”, og det glæder mig, at vi allerede kan se nogle positive resultater på vores fokusområder”, siger Cecilie Roed Schultz, næstformand i Senior- og Handicapudvalget.