FREDERICIA

UGE 42 – FERIESJOV

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Feriesjov i efterårsferien

I uge 42 tilbyder Feriesjov en masse spændende aktiviteter for børn og unge i Fredericia Idrætscenter.

Nu kan Fredericias børn og unge tilmelde sig de forskellige aktiviteter, som Feriesjov har tilrettelagt i Fredericia Idrætscenter. Her er der fokus på, at man kan komme ud og møde andre børn og unge i sin efterårsferie, og samtidig prøve forskellige aktiviteter.

Der er mulighed for at vælge mellem 20 forskellige aktiviteter heriblandt skydning, taekwondo og basketball. Hver aktivitet tager to timer, og ligger i tidsrummene 09.00-11.00 og 13.00-15.00. Vælger man at tilmelde sig en hel dag, anbefales det at tage en madpakke med, da der er fælles frokostpause fra 11.00-12.00.

Ved heldagstilmelding kan man komme fra kl. 08.30, og mødes med de andre børn og unge inden aktiviteterne går i gang.

Ambassadører fra Feriesjov vil stå til rådighed hele dagen, og stå for ind- og udtjekning og sørge for rammerne omkring de forskellige aktiviteter.

Tilmelding:
Der vil være aktiviteter fra mandag d. 16 oktober til og med onsdag d. 18. oktober. Tilmelding sker via hjemmesiden: www.ferie-sjov.dk