FREDERICIA

Unge med autisme i Fredericia får ny uddannelse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En ny og særlig tilrettelagt uddannelse for unge med autisme i Fredericia åbnede i dag 

Fredag den 21. august åbnede en ny uddannelse for unge med autisme i Fredericia. Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Peder Tind klippede den røde snor ved en åbningsreception på Merkurvænget 2 i Fredericia, hvor uddannelsen har lokaler. 

”Vi har de senere år oplevet en større efterspørgsel på særlig tilrettelagte uddannelser for unge med autisme i Fredericia. Jeg er derfor godt tilfreds med, at vi i samarbejde med forældre til unge med autisme er lykkedes med at udvikle et tilbud, der er tilpasset de unges behov, og som kan støtte dem i at nå deres ambitioner om job og uddannelse” ,  siger Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget. 

Formand i handicaprådet i Fredericia Kommune Niklas Andersen deltog også ved åbningen. Han er glad for den nye uddannelse, som betyder, at de unge ikke behøver at skulle flytte væk fra familie og netværk eller køre langt for at tage en uddannelse.  

”Opbakning og støtte fra nærmiljøet betyder meget, når man tager en uddannelse. Det gælder i høj grad også for unge med autisme. Det glæder mig derfor, at der nu er kommet et særlig uddannelsesforløb for unge med autisme i Fredericia”, Niklas Andersen, formand i Handicaprådet. 

Uddannelsen foregår i lokaler på Merkurvænget 2, der ligger tæt på STU Fredericia. Lokalerne er særligt indrettet, så de imødekommer de unges behov, og undervisningen kommer til at foregå med specialuddannet personale inden for autisme. 

Uddannelsen er ikke kompetencegivende, og Fredericia Kommune vil derfor samarbejde med andre ungdomsuddannelser i Fredericia i forhold til særlige praktikker, enkeltfagseksaminer og fjernundervisning, hvis den studerende ønsker det. 

Hvis man er interesseret i at høre mere om uddannelsen, kan udviklingskoordinator Britta Nielsen kontaktes på tlf. 40 57 45 52 eller på mail. Britta.s.nielsen@fredericia.dk

BaggrundI budgetforliget 2020 ønskede Fredericia Byråd at styrke STU Fredericia med flere målrettede tilbud for unge med særlige behov. 

En STU er en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, og er en forkortelse af Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.

I januar 2020 satte Social- og Beskæftigelsesudvalget arbejdet med at udvikle et særligt tilbud for unge med autisme i gang. En arbejdsgruppe blev nedsat, der blandt andet har arbejdet med indhold, indretning af lokaler og undervisningsmaterialer. 

I løbet af foråret 2020 har arbejdsgruppen inddraget forældre til unge med autisme for at indsamle idéer og viden i udviklingen af det nye tilbud. Derudover arbejder arbejdsgruppen tæt sammen med UU og Jobcenter Fredericia.