FREDERICIA

Vær med til at fejre Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Vær med til at fejre Fredericia

Fæstningsbyen Fredericias venner fejrer igen i år byens fødselsdag, og alle er inviteret med

Fæstningsbyen Fredericias Venner fejrer igen i år Fredericias fødselsdag den 15. december kl. 19.00 på Fredericia Teater. Bestyrelsen håber, at mange vil være med til at hylde fødselaren, som runder de 366 år. Arrangementet er gratis og sker i samarbejde med Fredericia Kommune.

I løbet af aftenen vil borgmester Jacob Bjerregaard, oberst og garnisonskommandant, Søren Andersen og Ib Bager, der er formand for Landskomitéen, fortælle nyt og gøre status på året, der snart er gået.

”Det er vigtigt, at vi står sammen om Fredericia som garnisonsby. Kasernen er en markant og stor arbejdsplads, og det gode samspil mellem garnison og by er et af de værdifulde træk i hverdagen i fæstningsbyen”, udtaler borgmester Jacob Bjerregaard.

Der er lagt op til en hyggelig aften med forfriskninger og underholdning med musik fra Slesvigske Musikkorps.

Tilmeld dig senest den 10. december via linket: https://fredericia.nemtilmeld.dk/

Bliv ven af Fæstningsbyen

Arrangementet er for alle, og har du lyst til at blive en ven af Fæstningsbyen kan du melde dig ind i foreningen samme aften.

Foreningen har i dag 226 medlemmer og arbejder med at fastholde Fredericias status som garnisonsby. Kan du ikke vente til den 15. december så bliv medlem i dag via foreningens hjemmeside www.ffvenner.dk. Det koster 50 kroner om året (2017) at være medlem.

Ny næstformand

Der har netop været bestyrelsesmøde i FF-Venner, hvor byrådsmedlem og MF Susanne Eilersen blev valgt som ny næstformand. Nyt medlem af bestyrelsen er skibsmægler Niels Jørgen Andersen, der er en mangeårig fortaler for et tæt samarbejde mellem by og garnison.

”Jeg glæder mig til arbejdet med at fastholde både samarbejdet men også at bidrage til, at foreningen Fæstningsbyen Fredericias Venner får flere medlemmer og bliver et tydeligt talerør i fremtiden” , siger Niels Jørgen Andersen.