FREDERICIA

Vær med til at løfte Øgadekvarteret

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

Fredericia Kommune inviterer i løbet af efteråret til en række møder og workshops om forskønnelse af Øgadekvarteret

 

Fredericia Kommune fik i forsommeren 2016 tilsagn fra Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet til at gennemføre områdefornyelse i Øgadekvarteret i den sydøstlige del af midtbyen. Formålet er at forskønne området, så kvarterets gader, veje og pladser bliver mere attraktive. Parallelt med forskønnelsen af de offentlige rum opmuntrer kommunen områdets bygningsejere til at renovere bygningerne, så kvarteret fremstår velholdt og tidssvarende.

 

Gode idéer til Øgadekvarteret

Områdefornyelsens første etape består i at udarbejde et byfornyelses program, der beskriver, hvordan kommunen og områdets beboere og lokale aktører i fællesskab ønsker at forbedre området.

 

Øgadekvarteret dækker over disse gader: Lollandsgade, Falstersgade, Jyllandsgade, Sjællandsgade, Fynsgade og så de andre: Oldenborggade, Kongensgade, Kongensstræde, Bjergegade, Dalegade, Dronningensgade og Bajonetten.

 

Alle interesserede fra området inviteres til workshops og møder i efteråret, hvor ideer, ønsker og løsninger skitseres og diskuteres.

 

Processen starter med et fælles opstarts- og informationsmøde på Depotgården, Lollandsgade 4 den 31. august kl. 18.30 – 20.30.

 

Deltag i arbejdsgruppe

På mødet håber Fredericia Kommune at kunne nedsætte to arbejdsgrupper med deltagere fra kvarteret. Gruppernes arbejde tager udgangspunkt i

”De grønne uderum” og ”Forskønnelse af gaderummene”.

 

I løbet af efteråret mødes grupperne for at udveksle ideer og skitsere løsninger, der skal danne grundlag for byfornyelsesprogrammet.

 

Byfornyelsesprogrammet godkendes i ministeriet i maj 2017. Projekterne gennemføres efterfølgende i perioden fra medio 2017 – medio 2022.

 

 

Informationsmøde for bygningsejerne

I området findes et antal boliger med installationsmangler, og en del bygninger har behov for mere vedligeholdelse. Fredericia Kommune ønsker at støtte bygningsfornyelsen og inviterer i september måned områdets bygningsejere til et særskilt informationsmøde om muligheder for at få støtte til renoveringsarbejdet. Ejerne modtager invitation med posten.