FREDERICIA

Vær med til forårsrengøring i naturen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

Giv naturen den helt store tur med gummihandsker og affaldssække den 17. april

 

Traditionen tro inviterer Fredericia Kommune og Danmarks Naturfredningsforening alle til at bruge et par timer på at samle affald og give naturen en forårsrengøring. Sidste år blev Fredericia 2400 kg affald lettere, da omkring 1100 mennesker tilbragte en søndag ude i naturen med gummihandsker og affaldssække. I år foregår det søndag den 17. april fra kl. 10 til 12.

 

”Affaldsindsamlingen plejer at være en hyggelig og rar dag, hvor du som deltager føler, at du har gjort en indsats. En indsats, der giver os renere omgivelser og en smukkere natur i den sommer, vi er på vej ind i. Som sædvanligt har vi lovet fint vejr på dagen, og det forventer jeg også kommer til at gælde i år”, siger Karsten Enggaard, formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Fredericia.

affaldsindsamling2

 

 

Hvis du vil være med til at samle affald, skal du sende en mail eller ringe til Affald & Genbrug i Fredericia Kommune på Lizzie.Jessen@fredericia.dk eller tlf. 72 10 63 67. Du får oplyst en rute og et mødested, hvor du kan hente poser mellem kl. 10-12. Du har også mulighed for at ønske en bestemt rute. Der er mødesteder fordelt i hele kommunen. De fyldte poser kan du stille langs bestemte veje, hvor kommunen efterfølgende samler dem ind.

”Hvert år hører vi fra deltagerne, at det er uforståelige mængder af plastik, papir, dåser, flasker, pap osv., som nogle mennesker tilsyneladende mener, det er i orden at efterlade rundt om på gader, veje og ikke mindst i vores fælles natur. Der er kun os selv til at samle det op, så vi har brug for rigtig mange hænder til at hjælpe, og vi er glade for hver eneste indsamler, der melder sig”, fortæller Karsten Enggaard.

 

Spot skraldet Det Grønne Rum i Danmarksgade nr. 13 sætter hele april spot på skraldet. Bliv klogere på, hvordan du bliver bedre til at genanvende affald og upcycle til nye produkter og deltag i trailskraldløb og foredrag om mikroplast i havet.

Grønt Sekretariat i Fredericia Kommune sætter de næste seks måneder fokus på bæredygtighed ved at bringe grønne idéer og tanker ud i gaden med det grønne rum i Danmarksgade nr. 13, som åbnede i starten af marts. Hver måned byder på et nyt tema.

Se programmet for april og læs mere om Det Grønne Rum på Grønt Sekretariats Facebookside ’Det grønne Fredericia’. Husk: Det Grønne Rum har åbent torsdage, fredage og lørdage. Så længe ligger affaldet i naturen: Appelsin og bananskræller:                2 – 5 uger Cigaretfilter:                                   1 – 5 år Aviser:                                          3 – 12 måneder Tyggegummi:                                  5 år Sokker og vanter af uld:                  1 – 5 år Malet træ:                                      13 år Øl og sodavandsdåser:                     10 – 500 år

Plastikposer:                                   100 – 1000 år

Plastiklåg til 6-pack:                         450 år

Glasflasker:                                    4.000 – 1 million år

 

Kilde: Institut for Miljøvurdering