Home FREDERICIA Verdenskendt keramiker flytter sin udstilling fra Paris direkte til Fredericia

Verdenskendt keramiker flytter sin udstilling fra Paris direkte til Fredericia

Verdenskendt keramiker flytter sin udstilling fra Paris direkte til Fredericia
0

Michael Geertsen udstiller sine værker over hele kloden. Fra 11. september kan mange af dem opleves hos Fredericia Kunstforening i Kongensgade 111.

”Keramik er den eneste kunstart, man kan få folk til at tage i munden”. Dette citat siger nok en hel del om Geertsen. Hans kundekreds er både feinschmeckere og kendisser, men også ”helt almindelige mennesker” som de fleste. At han ikke kun frembringer noget til at tage i munden kan ses på udstillingen i Fredericia.

Michael Geertsen (f. 1966) er udlært som pottemager i Stensved i 1988 og uddannet fra Danmarks Designskole, linjen for industriel design, i 1993. Han har udstillet på gallerier og museer rundt om i verden. Hans værker indgår i samlinger på bl.a. The Metropolitan Museum of Arts and Design i New York samt Designmuseum Danmark. Geertsen har også været dommer i Keramikkampen på TV2. Han bor og arbejder i dag på Bornholm.

Michael Geertsen er inspireret af keramikkens traditionelle formgivning, glasurer og teknikker, når han sammensætter og vrider keramikkens historiske arketyper i moderne skulpturelle konstellationer. Hans værker bevæger sig mellem den frie formgivning, det klassiske design samt det eksperimenterende og kontroversielle kunsthåndværk.

Michael konstaterer dog, at efter mange års dagligt arbejde med leret, er det meste gjort før, og gentagelserne står i kø. Lerets egen, indbyggede logik og de grundlæggende undersøgelser i materialet er de samme på tværs af tid og kultur.

Udstillingsperiode: 11. september til 4. oktober

Sted: Kongensgade 111, Fredericia

Pris: Gratis

Fernisering: 11. september klokken 17.00

VIGTIGT: Pga. coronavirus skal man tilmelde sig til ferniseringen på fredericiakunstforening@gmail.com

Mere information: fredericiakunstforening.dk