FREDERICIA

VETERAN FORTÆLLER SIN HISTORIE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Veteran fortæller sin historie i Fredericia

Torsdag den 7. februar kl. 19.30 kan du komme til et inspirerende foredrag med Martin, der mistede begge ben og fem fingre som udsendt soldat i Afghanistan. Humøret, det fejler ingenting.

“Den 1. juli 2009 er en dato, jeg aldrig vil glemme. Den 1. juli 2009 er en dag, jeg aldrig vil komme til at huske … Det var dagen, da mit liv ændrede sig. ”

Lige dér begynder veteran Martin Aaholms foredrag, som handler om, hvordan han blev hårdt kvæstet og invalideret som udsendt soldat til Afghanistan. Den 1. juli 2009 trådte han nemlig på en mine, og mistede begge sine ben samt fem fingre.

Men han mistede ikke livsmodet og humøret.

Torsdag den 7. februar 2019 kl. 19.30 inviterer Veterancafeen i Fredericia til foredrag med Martin Aaholm, som også går under navnet Staalholm.

Foredraget handler om at drage i krig, om at komme hjem – og ikke mindst om, hvordan man takler og overkommer det, når livet ændrer sig dramatisk.

Arrangementet er det tredje i en serie på i alt fire foredrag, der kommer rundt om forskellige aspekter af livet som soldat, og som Veterancaféen står bag.

De sidste foredrag finder sted i maj. Her er det Bjarke Jensen, der fortæller om sin tid som udsendt med forsvaret til verdens brændpunkter i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan. I dag sejler han med Søværnets inspektionsskibe.

Tid og sted

Torsdag den 7. februar kl. 19.30 og varer ca. halvanden time. Veterancafeen holder til på Depotgården, som er Fredericia Kommunes Kultur- og Aktivitetshus. Det ligger Lollandsgade 2-4.

Tilmelding er nødvendig og sker til: Brobygger Susanne Holst, tlf.: 2224 1338 enten pr. sms eller telefon. Det koster 25 kr. pr. person at deltage i arrangementet. Det inkluderer kaffe/te/vand og kage i pausen.