FREDERICIA

Vil du være en del af festugen og Kulturnatten?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kultur & Idræt inviterer til informationsmøde om årets kulturnat og festuge i Trekantområdet

 

Nu er det snart tid til, at kulturlivet i Fredericia skal i gang med at planlægge næste års kulturelle højdepunkter – Trekantområdets Festuge og Kulturnat i Fredericia. Derfor inviterer Kultur & Idræt til informationsmøde onsdag den 16. januar kl. 16.30-18.30 i Det Bruunske Pakhus.

Flyt dig

Kulturfesten i hele Trekantområdet løber af stablen i uge 35. Festugen starter den 23. august og præsenterer et væld af oplevelser og aktiviteter frem til den 1. september. I Fredericia kulminerer festugen med Kulturnatten fredag den 30. august.

Temaet for festugen og Kulturnatten er ”Flyt dig” og tager udgangspunkt i vores syn på verden og vores villighed til at flytte os selv – og dermed vores fokus. Kultur & Idræt vil gerne invitere alle kulturelle foreninger, kulturinstitutioner, kunstnere, kulturelle ildsjæle, handlende og andre interesserede i Fredericia Kommune, der har lyst til at byde ind med kulturelle oplevelser og aktiviteter.

Til informationsmødet kan du få mere at vide om, hvordan du bliver en del af festugen og Kulturnatten, og hvordan du evt. kan få støtte til dit projekt. Det er også her, du kan høre om andres idéer og projekter – og måske få en ny samarbejdspartner, der gør det hele meget lettere eller sjovere.

Du kan tilmelde dig informationsmødet på https://fredericia.nemtilmeld.dk/35/, og du kan læse mere om tema og ansøgningsfrister på www.trekantfest.dk